Mimi Jakobsen efter flåtbid - Jeg kan ikke smile
For 15 år siden blev Mimi Jakobsen nødt til at droppe karrieren som politiker, da hun blev bidt af en flåt
Generalsekretæren i Red Barnet Mimi Jakobsen har prøvet lidt af hvert. At blive kommunalpolitiker som 23-årig. Stemt ind i Folketinget som 28-årig. Minister første gang i en alder af 33. Senere minister og enlig mor. Gift, skilt, gift, skilt, gift. Partiformand for Centrum-Demokraterne som hendes far Erhard Jakobsen stiftede i 1973. Og så har hun prøvet at blive bidt af en flåt.
I dag er det 15 år siden det lille insekt satte sig fast på Mimi Jakobsen, og stadig den dag i dag har hun mén efter biddet, der blandt andet betød, at hun blev nødt til at stoppe sin karriere i politik.
- Jeg kan stadigvæk ikke smile, lyder det fra Mimi Jakobsen i et stort interview i SØNDAG.
Kan ikke ryge cigar, men er bedre til at kysse
Og selv om man umiddelbart synes, at hun da egentlig smiler, så er det smil, hun har på læben, i virkeligheden er et lille, svagt et.
- Jeg kan heller ikke ryge store cigarer, tilføjer hun. - Men jeg er blevet bedre til at kysse. Og jeg kan smile med øjnene. Så dét gør jeg, siger hun fortsat.
Og i dag, hvor hun er generalsekretær for Red Barnet på 12. år, kan hun se tilbage på det afgørende flåtbid og konstatere at var det ikke for flåten så sad hun sandsynligvis ikke hvor hun sidder i dag.
- Jeg kan se i dag, at den flåt var medvirkende til, at jeg skiftede bane. Jeg skal ærligt sige, at da jeg kom hjem fra hospitalet og så mig selv i spejlet, tænkte jeg: Okay, fremover må jeg blive bogopsætter i kælderen på Det Kongelige Bibliotek. Mit ansigt hang jo, så jeg lignede den vrede ugle i en børnebog, siger hun.
Hvem f…… er egentlig Mimi
- Jeg stod så dér og måtte finde ud af: Hvem f..... er egentlig Mimi, siger hun og fortsætter.
- Det lyder måske fjollet, men faktisk begyndte jeg at bygge mit fundament op igen og stykke det sammen af det, jeg var glad for.
I dag har hun som sagt stadig visse mén efter flåt-biddet, som medførte betydelige ansigtslammelser.
- Men jeg er kommet mig nogenlunde, siger hun, - og de gener, der stadig er, er intet imod, hvordan det var, da det var værst. Da kunne jeg ikke engang tale. Og så lige mig, siger hun.
