22. apr. 2013
Af af Trine Fisker

Anne Fabricius-Bjerre: Skilsmissen skræmte mig

Anne Fabricius-Bjerre
Anne Fabricius-Bjerre
Foto: Jeppe Michael Jensen
Efter næsten 30 års ægteskab med Bent Fabricius-Bjerre skulle Anne Fabricius-Bjerre vænne sig til at være alene.

Bent Fabricius-Bjerre, som har skrevet sig ind i den danske kulturhistorie med titel-melodierne til både tv-serien Matador og Olsen Banden-filmene, og Anne Fabricius-Bjerre blev gift i 1977.

Efter næsten 30 års ægteskab var det pludselig jeg og ikke vi længere. Og nu skulle hun noget, hun aldrig havde prøvet før. Nemlig at bo for sig selv.

- Det skræmte mig, siger hun ærligt til SØNDAG og fortsætter.

- Jeg havde jo haft mennesker omkring mig altid. Været gift og haft familie, siden jeg var 18 år. Så kom Bent og hans fire børn, og jeg havde mine tre, og der var svigerbørn og børnebørn og altid mange venner ind og ud af huset, fortæller Anne Fabricius-Bjerre.

På soendag.dk fortæller Anne Fabricius-Bjerre, hvordan hun og Bent egentlig mødte hinanden.

Familiebilledet

Hun understreger dog, at hun og Bent Fabricius-Bjerre havde et lykkeligt ægteskab.

– Bent og jeg havde nogle fantastiske år sammen. Og hvis man vil pine sig selv, kan man altid trække billedet op foran sine øjne af kernefamilien, der sidder i morgensolen med aviser og rundstykker. Børnene er glade, og far og mor kigger forelskede på hinanden. Men den historie fortrænger man jo, siger hun.

Efter skilsmissen med Rasmus Tantholdt stoppede Caroline Boserup på TV 2. Siden begyndte hun på DRs Aftenshowet. På soendag.dk fortæller hun, hvorfor hun også endte med at opsige den stilling.

Det hører dog med til historien, pointerer hun, at hun er heldig og privilegeret.

– Jeg har et skønt hjem og et vidunderligt sommerhus i Tisvilde. Jeg har nogle fantastiske børn og børnebørn og har stadig de samme venner, som jeg havde, før jeg blev skilt, siger hun.

Det gode liv kræver knofedt

Og det med at bo alene har hun vænnet sig til – måske fordi hun sjældent er alene i det treetagers rækkehus i Klampenborg.

– I dag har jeg vænnet mig til det og er væsentlig mere afslappet over for at bo for mig selv. Indimellem kan jeg ligefrem tage mig selv i at tænke, at det egentlig er meget rart selv at kunne bestemme. Men faktisk er jeg sjældent alene i huset. Jeg har en kæreste, og jeg har børn og børnebørn og alle mine venner, og vi er tit mange samlet til hyggelige middage, hvor der bliver grinet meget. Men der har selvfølgelig også været en vilje hos mig til at ville videre og ville have et godt liv igen. Det er ikke bare kommet af sig selv. Det har også krævet knofedt, siger hun.

Læs mere om: