27. nov. 2014
Af John Lautrup

Bent Fabricius-Bjerre hyldes med kæmpeshow på TV 2

Bent Fabricius-Bjerre
Bent Fabricius-Bjerre
Foto: Lars Horn
Bent Fabricius-Bjerre fylder 90 år den 7. december, og aftenen før viser TV 2 et gallashow til hans ære.

Bent Fabricius-Bjerre bliver aftenens helt store hovedperson, når TV 2 en lille måned før nytårsaften inviterer seerne til en 90 års fødselsdagsfest, der er noget anderledes end den, seerne plejer at få serveret på årets sidste dag.

Dansk musiks grand old man fylder 90 år søndag den 7. december, og det fejrer TV 2 med et kæmpestort galla- og tillykkeshow aftenen før, lørdag den 6. december.

Med Cecilie Frøkjær som vært vil en lang stribe af Danmarks bedste kunstnere hylde Bent Fabricius-Bjerres overdådige bidrag til den danske sang- og melodiskat.

Fødselaren sætter festen i gang

Det hele foregår i Musikkens Hus i Aalborg, hvor Aalborg Symfoniorkester og Aarhus Jazzorkester vil akkompagnere kunstnernes fortolkninger af fødselarens evigtgrønne melodier.

Han indleder selv showet med "Alley Cat" og slutter af med temaet fra "Matador".

Ind imellem kan man opleve blandt andre Søs Fenger, Rasmus Walter, Daimi, Clemens og Nelli og Mads Lind fra The Antonelli Orchestra.

Gaver er udelukket

Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen samt Tommy Kenter er også blandt gæsterne til festen.

Og netop en god fest er, hvad Bent Fabricius-Bjerre ønsker sig.

Han har frabedt sig såvel gaver som taler.

- Jeg glæder mig ikke til at blive 90 år, men jeg er altid glad for en god fest. Og jeg er altid glad for, at mine melodier bliver spillet, siger han.

Læs mere om: