2. okt. 2014
Af af Redaktionen, SØNDAG, Aller Media

Caroline Henderson: Mine børn var min redningsplanke

Caroline Henderson
Caroline Henderson
Foto: AOP
Sangerinden Caroline Henderson fik børn som helt ung, og i dag tænker hun tit på, hvor hun havde været, hvis ikke hun havde fået børn.

De fleste forældre kan skrive under på, at det at få børn har ændret deres liv. Det samme kan Caroline Henderson. Og for den danske sangerinde, der har været solist siden hun forlod popgruppen Ray Dee Ohh, har hendes børn været, hvad hun selv kalder for sin redningsplanke.

– Det, at jeg selv fik mine to første børn, på det tidspunkt i mit liv jeg fik dem, så ung og i Danmark, som var et fremmed land, hvor jeg ikke kendte ret mange, det forandrede hele mit liv. Jeg tænker tit over, hvor jeg havde været nu, hvis jeg ikke havde fået mine børn dengang, siger hun til SØNDAG.

- Jeg siger også altid med stor inderlighed, at mine børn har været min redningsplanke. At få dem har betydet, at jeg har været nødt til at forholde mig til nogle ting i mit liv, som var uafklarede, siger hun og fortsætter:

- Når jeg ser tilbage på mit liv, som det så ud, før jeg fik børn, var det én stor rodebunke. Hvis vi bruger »hus« som metafor, så har jeg været »en samler« – som de mennesker, man kan se programmer med i tv, hvor man næsten ikke kan komme ind i deres hjem for skidt og skrammel. Sådan har mit indre hus set ud, siger hun.

Fik ryddet op og bygget nyt op

Men så kom Caroline Hendersons to børn til verden.

– Men så fik jeg børn, og mit fokus lå pludselig et helt andet sted, og lige så stille kunne jeg begynde at få pillet tingene ud og rydde op og få bygget noget nyt op. Jeg har bildt mig selv ind, at det var for børnenes skyld, jeg gjorde det, men det har jo også været for min egen, siger hun og tilføjer:

– Jeg aner ikke, hvor jeg ville have været i dag, hvis jeg ikke havde fået mine børn, eller om jeg overhovedet havde været her. På den måde bliver man nok bare nødt til at stole på, at det, der sker for en, ligesom er det, der skal ske, og at man er der, hvor man skal være.

Læs mere om: