7. feb. 2023
Af Majken Munk

Efter Christine McVies død: Nu er der igen dårligt nyt fra Fleetwood Mac

Mike Campbell, John McVie, Stevie Nicks, Christine McVie og Mick Fleetwood
Fleetwood Mac i 2019 bestående af Mike Campbell, John McVie, Stevie Nicks, Christine McVie og Mick Fleetwood.
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
I november mistede Fleetwood Mac bandmedlemmet Christine McVie, og nu melder endnu en trist nyhed sig.

Fleetwood Mac har efterhånden overvundet interne intriger, udskiftninger af medlemmer og tidens tand.

Desværre kunne bandets medlemmer i november sidste år meddele, at de havde mistet deres kære ven og kollega Christine McVie.

Hun blev 79 år og døde efter et kort sygdomsforløb.

Da bandet deltog i prisuddelingen Grammys natten til mandag dansk tid, kunne trommeslager Mick Fleetwood komme med endnu en dårlig nyhed.

For på den røde løber afslørede han ifølge Los Angeles Times, at der nok ikke er Fleetwood Mac-koncerter i den nærmeste fremtid.

- Lige nu tror jeg virkelig, at vi har trukket en streg i sandet, da vi mistede Chris (red. Christine McVie), fortalte Mick Fleetwood.

- Jeg ville sige, at vi var færdige, men det har vi alle sammen sagt før. Det er bare utænkeligt lige nu, uddybede han.

Mick Fleetwod
Mick Fleetwod er trommeslager i Fleetwood Mac og var med til at stifte bandet i slutningen af 1960'erne.
Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix

Han understreger dog, at alle bandets medlemmer selv turnere rundt enten solo eller i andre konstellationer, og det har han også tænkt sig at gøre.

Fleetwood Mac blev stiftet i 1967 af blandt andet Mick Fleetwood. Siden er flere af bandets medlemmer blevet udskiftet.

De fleste vil nok kende bandet bedst bestående af Mick Fleetwood, Stevie Nicks, John McVie og Christine McVie og Lindsey Buckingham.

Læs mere om: