24. aug. 2023
Af Luise Marie Bekker

Michael Hardinger mindes 50 år med Shu-bi-dua: Sådan begyndte det

Michael Hardinger og Shu-bi-dua
Michael Hardinger og Shu-bi-dua
Foto: Kaspar Wenstrup og Ritzau Scanpix
På lørdag giver Shu-bi-dua 2.0 koncert på Plænen i Tivoli i anledning af Shu-bi-duas 50-års jubilæum. Flere af de gamle gutter går på scenen og sender Michael Bundesen en hilsen.

”Selv om jeg nu nærmer mig de 40 år

Har jeg let til søvnen og

Ska' ikke tælle får

Jeg sørger bare for at grammofonen går

Så ligger jeg og rocker i mit pudevår”

Teksten til ”Fed Rock” på Elvis Presleys ”Jailhouse Rock” blev skrevet af Michael Bundesen og Michael Hardinger, da ”Bonden” var speaker på Danmarks Radio, og ”Dinger” lavede musiknyheder tilbage i 1971.

De to kammerater samarbejdede om at lave skæve parodier af danske sange og fordanskede udgaver af udenlandske sange, og ”Fed Rock” var egentligt bare en joke.

Michael Hardinger rejste til Italien for at arbejde for rejseselskabet Ving og havde egentligt glemt alt om satiresangen derhjemme, da han en dag blev ringet op af Paul Meyendorff, der sammen med Hardinger spillede i bandet Passport: ”Fed Rock” var blevet et hit, og Hardinger var nødt til at komme hjem til Danmark.

– Men det gad jeg ikke – jeg havde et fedt job for Ving i Italien. Men han satte sig i sin bil og kørte af sted til Italien. Han blev hængende en uge og drak mig fuld. Og så blev jeg overtalt til at komme hjem, når sæsonen var overstået. Vi lavede ”Stærk tobak” og ”Rap jul”, og så kom jeg aldrig af sted igen. Det tog de næste 25 år, smiler Michael Hardinger, 74, da BILLED-BLADET møder ham i Tivoli forud for Shu-bi-duas jubilæumskoncert, der skal spilles på Plænen i forlystelsesparken på lørdag.

Helt ny sang om Shu-bi-dua selv

Bandet havde intet navn, dengang han vendte tilbage til Danmark, så det blev bare Shu-bi-dua, som det blev sunget af koret på ”Fed Rock”.

Shu-bi-dua tog rigtig fart i 1977, efter at syv ud af 10 sange på deres fjerde album blev regulære hits.

Shu-bi-dua i Tivoli i 1977.
Shu-bi-dua i Tivoli i 1977.
Foto: Ritzau Scanpix

I bandets splinternye sang, ”Guld og grønne skove”, der får debut på plænen lørdag, synger de om, hvordan Shu-bi-dua opstod:

”Det var Bonden og mig og Hans Otto og Mylle, og DR gav os navnet”.

Selv om det er lang tid siden, de gamle gutter fra bandet, nærmede sig 40 år, rocker de stadig på deres pudevår og i dén grad også på scenen.

Michael Bundesen gik desværre bort i 2020, men flere af de andre bandmedlemmer er klar til at rocke ”Vuffeli-vov” og ”Står på en alpetop”.

Shu-bi-dua 2.0.
Shu-bi-dua 2.0.
Foto: Kaspar Wenstrup

Denne gang er det Tivoli, der har givet dem navnet Shu-bi-dua 2.0 i anledningen af bandets 50-års jubilæum.

– Jeg har været meget utilfreds med, at det hed Hardinger Band, for det har faktisk ikke haft en skid med mig at gøre, siger Michael Hardinger, der har boet i Las Vegas de sidste 25 år og kun været sporadisk i Danmark for at spille med for sjov, siger Hardinger, der også går på scenen lørdag.

Læs mere om: