4. jul. 2017
Af Majken Munk

Rasmus Seebach afslører: Nyt album til efteråret

Rasmus Seebach
Rasmus Seebach
Foto: Lars H. Laursen
Fans af Rasmus Seebach kan se frem til efteråret, hvor den danske popsmed udgiver nyt album. Det afslører han på Facebook og Instagram.

Det er efterhånden to år siden, at Danmarks ukronede popprins udgav sit seneste album, men nu er det endelig blevet tid til nye toner fra Rasmus Seebach. Det afslører sangeren på Facebook og Instagram.

- Nu tør jeg godt love, at til efteråret så er et nyt album klar, som jeg glæder mig mega meget til at dele med jer alle sammen, fortæller han i en video på de sociale medier, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe.

Inspireret af Holger

Der er en stor grund til, at der nu endelig er nyt musik fra Rasmus Seebach. I starten af året blev han og kæresten Julie forældre for første gang til sønnen Holger, og det er da også den store oplevelse, der har givet materiale til det nye album.

- Jeg har virkelig følt mig inspireret den sidste tid efter, at Holger er kommet til verden. Og det er blevet til rigtig mange gode timer her ved flyglet og nede i kælderen i studiet, fortæller Rasmus Seebach i videoen.

Det vides endnu ikke præcis, hvornår det nye album udkommer. Men Rasmus Seebach kan opleves på scenen ved Grøn Koncert i slutningen af juli, hvor han måske giver en forsmag på den nye musik.

Læs mere om: