6. dec. 2017
Af Laura Dalgård Hansen

Rasmus Seebach-album til sønnen Holger storhitter

Rasmus Seebach
Rasmus Seebach
Foto: Martin Høien / BILLED-BLADET
Rasmus Seebach og hans nye album ”Før Vi Mødte Dig” er strøget direkte ind på albumhitlistens førsteplads.

Rasmus Seebach har gjort det igen. Han er tilbage som nummer ét på den danske albumhitliste.

Hans femte studiealbum, ”Før Vi Mødte Dig”, udkom den 24. november og slår de andre på listen med flere længder.

Rasmus Seebach dedikerede album til søn

Det nye album er dedikeret til sønnen Holger, som blev født i begyndelsen af 2017.

- At blive far er slet ikke noget, man kan forberede sig på. At finde ud af, at man ikke er nummer ét i sit eget liv mere, er ret sundt og livsbekræftende, fortalte Rasmus Seebach til BILLED-BLADET i forbindelse med den nye udgivelse.

For sangfuglen er Holger nummer ét, men hos musikelskerne er der ingen tvivl om, at det er Rasmus Seebach der får topplaceringen.

Rasmus Seebach elsker sit job

Det er ikke bare det nye album, som ligger mere end lunt i svinget på albumhitlisten. Der er nemlig også salg i Seebachs gamle udgivelser.

Hans forrige album ”Verden Ka' Vente” indtager en femteplads, mens ”Ingen Kan Love Dig I Morgen” og ”Mer’ End Kærlighed” er på henholdsvis 27. og 35. pladsen på albumhitlisten. Og står det til hitmageren selv, så er der mere nyt for de mange fans at se frem til.

- I og med det er mit femte album, er jeg ved at vænne mig til, at jeg laver plader, der bliver udgivet, og det er det, der er blevet mit job, som jeg elsker.

- Og som jeg ikke kan lade være med. Jeg har jo altid lavet musik, fordi det er sjovt. Og det vil jeg nok blive ved med. Også selv om der ikke er nogen, der gider høre på det, fortalte Rasmus Seebach til BILLED-BLADET.

Læs mere om: