19. sep. 2017
Af Juliane Olsen

Rasmus Seebach takker for modtagelsen af sine nye singler

Rasmus Seebach takker for modtagelsen af sine nye singler
Rasmus Seebach
Foto: Lars H. Laursen
Musikeren Rasmus Seebach har udsendt to nye singler, som publikum har taget godt imod, og det takker han nu for.

Den 37-årige musiker Rasmus Seebach har netop udsendt singlerne ”Bli’ her lidt endnu” og ”2017”, og de er blevet godt modtaget af publikum.

Singlerne udkom den 15. september, og Rasmus Seebach optrådte med "2017" i fredagens udgave af ”Vild med dans”.

- Af hjertet tak for den flotte modtagelse af begge mine singler! Det varmer mit hjerte mere end i aner! <3 Kram fra Ralle, skriver Rasmus Seebach på Facebook.

Handler om flirt og forelskelse

Det kommende album har sangeren desuden dedikeret til sin søn Holger, og de to nye sange handler desuden om kærligheden til kæresten Julie Teglhus.

”2017” handler med Rasmus Seebachs egne ord om forelskelsen, flirten og det at overbevise hinanden om, at man hører sammen.

Den handler også om at være villig til at møde hinanden lige der, hvor man er i livet, mens ”Bli’ her lidt endnu” beskriver den store krise.

Her har Rasmus Seebach skrevet en tekst om, hvordan han tigger og beder kæresten om ikke at forlade ham.

Faderskab har inspireret

Sangeren blev far til Holger i januar, og det har altså i den grad inspireret ham at blive far i forhold til musikken.

Derfor har det også været Rasmus Seebachs ønske igennem det nye album at dele med Holger, hvordan hans liv så ud, før han blev far og mødte kærligheden.

Læs mere om: