Richard Ragnvald: Sådan mødte jeg min hustru

Richard Ragnvald og hustruen Vibeke.

Richard Ragnvald og hustruen Vibeke. 

Foto: Lars Aarø

Det var noget af en tilfældighed, at sangeren Richard Ragnvald for over 30 år siden mødte sit livs kærlighed Vibeke. Det fortæller han i TV3’s ”Til middag hos”.

Torsdag, 23. november 2017 - af Karina Didriksen

Richard Ragnvald har i 30 år levet sammen med sit livs kærlighed Vibeke, men det var noget af en tilfældighed, at de to stødte ind i hinanden. 

Efter en optræden i starten af 80’erne ville sangeren have en øl på en natklub, og bag baren stod Vibeke.

- Jeg kiggede hende i øjnene og sagde ”vil du med mig til Mallorca?”. Så sagde hun ”det vil jeg faktisk godt”. Så snakkede vi ikke mere om det, og jeg sagde pænt farvel og tog tilbage til Aarhus, fortæller Richard Ragnvald torsdag aften i TV3’s ”Til middag hos”.

Gensyn ved grillbaren

Året efter tog Richard Ragnvald fordi en grillbar i Aarhus, og der mødte han et velkendt ansigt.

- Lige da jeg er på vej ind i grillbaren, møder jeg Vibeke udenfor. ”Hvad pokker laver du her?” spørger jeg, og så siger hun, at det er hendes grillbar, fortæller den 70-årige sanger i TV3-programmet og tilføjer:

- Så begyndte jeg tit at komme og få en grillkylling, og så blev vi enige om, at vi lige så godt kunne slå pjalterne sammen og flytte sammen.

Gift efter 25 år

Efter 25 års samliv gik Richard Ragnvald på knæ, og parret giftede sig i august 2012. 

De har sønnen Thomas på 28 år og bor i et bindingsværkhus fra 1700-tallet i Brabrand nær Aarhus. 

”Til middag hos” kan ses på TV3 hver mandag til torsdag kl. 19.00. Richard Ragnvald er vært torsdag den 23. november.