8. feb. 2017
Af John Lautrup

Svend Asmussen er død

Svend Asmussen
Svend Asmussen
Foto: AOP
Svend Asmussen blev 100 år og levede et liv fuldt af musik og livslyst. Og han vil blive husket som en af verdens bedste jazzviolinister.

Svend Asmussen er død. Hans liv klingede ud kun tre uger før, han ville være fyldt 101 år, oplyser familien til dagbladet Politiken.

Men hvilket liv har det ikke været for denne verdensberømte danske violinist og entertainer, der opnåede så ufatteligt meget og bevarede sin livsgnist lige til det sidste.

At det var tilfældet, kunne han i høj grad takke sin anden kone, Ellen Bick Asmussen, for.

Kærlighed ved første blik - som 86-årig

Hun bankede på hans dør i 2002 et par år efter, han havde mistet sin hustru gennem 62 år, Annegrethe, og stadig var helt nede i kulkælderen.

Den 26 år yngre dansk-amerikanske skuespiller og forfatter ville forære Svend Asmussen en jazz-cd, han inviterede hende indenfor, og det var kærlighed ved første blik.

Spillede med Swe-Danes i hele verden

Svend Asmussen debuterede professionelt i 1933 og spillede swingjazz hele vejen op gennem 30'erne, indtil han ikke gad mere. Han syntes ikke, musikken udviklede sig.

I stedet kastede han sig over revyer og underholdning. Han var i årevis fast inventar i Stig Lommers revyer, hvor hans musiktalent gik side om side med hans enestående flair for showbiz. Det ytrede sig blandt andet i samarbejdet med ægteparret Gerda og Ulrik Neumann. Hun døde i en flyulykke i 1957, men nogle år senere skabte Ulrik Neumann og Svend Asmussen en ny trio med svenske Alice Babs, Swe-Danes. De bragede igennem internationalt og spillede på alverdens scener omkring 1960.

En af verdens allerbedste jazzviolinister

Senere vendte Svend Asmussen tilbage til jazzen og spillede sammen med de største stjerner, herunder Benny Goodman, Toots Thielemans, Fats Waller, Mills Brothers og mange andre. Danskeren anerkendes i dag som en af de allerbedste jazzviolinister nogensinde.

LÆS MERE: TILLYKKE: Svend Asmussen fylder 100 år

Også Shubidua har haft glæde af hans input og violinspil. Hvilket er meget naturligt, eftersom han er far til én af shubberne, Claus Asmussen.

Svend Asmussen tænkte på musik hele tiden

Nu er der så ikke flere toner i Svend Asmussen. De levede i ham til det sidste. Da han sidste år fyldte 100 år, udtalte han til BT:

- Jeg tænker på musik hele tiden. Også når jeg sover. Og midt i en samtale om noget helt andet kan jeg gribe mig selv i at sidde og tænke på musik.

Læs mere om: