26. dec. 2023
Af Malan Joensen

Thomas Helmig om det første møde i AA: Jeg var meget, meget nervøs

Thomas Helmig med de andre medvirkende i "En særlig samtale"
Thomas Helmig med de andre medvirkende i "En særlig samtale"
Foto: Lars Erik Andreasen/ DR
I et helt nyt interviewprogram åbner Thomas Helmig op om sit liv, og her bliver han blandt andet spurgt om det faktum, at han er stoppet med at drikke alkohol.

Thomas Helmig er gæst i "En særlig samtale" på DR, hvor det er journalister fra TV Glad, der er drevet af mennesker med funktionsnedsættelse, der skal interviewe den legendariske sanger.

Her bliver taget hul på mange følsomme emner, blandt andet at Thomas Helmig har gjort op med sit alkoholmisbrug og går til AA-møder.

En journalist fra TV Glad siger:

- Jeg har læst, at du er alkoholiker.

Det svarer Thomas Helmig bekræftende "Ja" til.

- Hvad gik gennem hovedet på dig, da du skulle til dit første møde i AA?" spørger journalisten.

- Første gang var jeg - nok ligesom de fleste andre tror jeg - meget, meget nervøs. Og så var jeg meget, meget lettet bagefter. Jeg går stadigvæk til AA-møder, det har været en kæmpe hjælp for mig. Det er der ingen tvivl om, slår Thomas Helmig fast.

Thomas Helmig fortæller endvidere, at han har talt med sine børn om alkoholmisbruget som en del af AA's 12-trinsprogram.

- Jeg har snakket med dem om det og undskyldt over for dem. Hvis mit alkoholmisbrug på nogen måde har gjort dem ondt, så havde jeg et meget stort behov for at give dem en uforbeholden undskyldning.

Musikeren forklarer, at hans børn ikke følte sig voldsomt plaget af det, fordi hans alkoholmisbrug mest foregik, når han var alene, og ikke når han var sammen med børnene eller hustruen Renée Toft Simonsen.

Thomas Helmig understreger, at han aldrig har drukket alkohol, når han spillede. Men at han i perioderne imellem godt kunne fortabe sig helt i alkohol.

- I en grad så jeg kunne mærke, at jeg til sidst ikke kunne få det stoppet. Og der besluttede jeg mig for at søge hjælp og fik det, og så har jeg ikke rørt en dråbe siden. Og det har udelukkende ændret mit liv til det bedre. Så det er jo fedt, konkluderer Thomas Helmig med et smil, mens tilhørerne bryder ud i klapsalver.

I "En særlig samtale" bliver Thomas Helmig også spurgt til sorgen over sønnen Hugo, som gik bort sidste år - læs mere om det herunder:

Programmet "En særlig samtale" kan streames på DR TV.

Læs mere om: