X Factor-deltagere er blevet kærester
Da dette års X Factor rullede over skærmen, var Anna fra duoen Anna & Lusanda og Anton fra boy-bandet Wasteland konkurrenter, men nu er de blevet kærester, skriver Vi Unge.
De to lærte hinanden godt at kende under konkurrencen, hvor de begge var under Anne Linnets vinger, og siden da er venskabet blevet forvandlet til en kærlighed, som turtelduerne gerne viser frem på Instagram.
Et godt stykke ind i X Factor-forløbet var Anna ellers optaget af kæresten Nicklas, der blandt andet overraskede hende med blomster i TV-studiet, men det var altså ikke nok til at holde liv i det ét år gamle kæresteforhold, der sluttede i starten af marts.
- Nej, vi er ikke kærester mere. Nicklas forstår det godt, men det er nok mest fordi, jeg har forandret mig så meget gennem X Factor, så nu er jeg en anden person, forklarede Anna dengang til BILLED-BLADET og fortalte også, hvem hende og Lusanda holdt med, efter de selv var røget ud af konkurrencen:
-Vi holder med ”Wasteland”, de er super gode. Og så er de jo en gruppe ligesom os og har Anne (Linnet,red.) som coach, så de skal bare vinde.
Både 15-årige Anton og 16-årige Anna har bekræftet over for Vi Unge, at de nu er kærester.