3. maj. 2023
Af Catja Klarskov

Pelle Hvenegaard tager sin datter ud af skolen og viser hende verden: Det lærer hun i stedet

Pelle Hvenegaard og Caroline Hvenegaard med datteren Ukhona
Pelle Hvenegaard og Caroline Hvenegaard med datteren Ukhona
Foto: Kaspar Wenstrup
Pelle Hvenegaard tager med jævne mellemrum sin datter ud af skolen. I stedet drager de ud i verden, og sammen fylder de livets rygsæk med en anden form for læring, end den man modtager i et klasseværelse.

Med jævne mellemrum tager den tidligere tv-vært Pelle Hvenegaard og hustruen Caroline Hvenegaard deres datter Ukhona ud af skolen. I stedet drager de ud i verden, og for en stund skifter deres 7-årige datter sit vante klasseværelse ud med enten en jungle, kridhvide sandstrande eller eksotiske storbyers pulserende liv.

For nogle er familiens levevis en drøm, mens den for andre er rod til kritik og skepsis. Det har den tidligere ”Dagens mand”-vært erfaret, efter han for nylig modtog undrende spørgsmål på sin Instagram-profil.

Spørgsmålene går ofte på, om ikke parrets datter skal gå i skole. Det fortæller Pelle Hvenegaard i et afsnit af podcasten ”Med børn i bagagen”, som han og hustruen producerer sammen.

Til spørgsmålet svarer Pelle Hvenegaard kontant, at man bestemt ikke behøver at bekymre sig om Ukhonas skolegang.

– Hun har lektier med, og hun klarer sig rigtig godt. Hun har i øvrigt lært at snakke flydende engelsk. Hun ved så meget om verden nu, og hun har venner fra hele verden efterhånden. Det er da vigtigere end det meste, man kan få puttet ind i knolden i et lokale med 28 andre elever. Så det skal folk ikke være så bange for på hendes vegne. Hun skal nok klare sig, forklarer Pelle Hvenegaard i podcasten.

Når familien ikke er ude at rejse, så går datteren i almindelig skole. Alligevel sætter Pelle Hvenegaard spørgsmålstegn ved, hvad der er det vigtigste at lære i livet, hvorefter han kommer med en helt særlig ros til sin datter. Ukhona er nemlig blevet dygtig til at surfe, hvilket han pointerer også har en slags værdi.

Pelle Hvenegaard er gift med Caroline Hvenegaard, og sammen har de datteren Zoe Ukhona, som de adopterede fra Sydafrika i 2016.

Inden parret fik deres lille datter i armene for første gang, kæmpede de dog en lang og opslidende kamp for at få lov til at opleve alle forældreskabets nuancer. Oplevelserne nedfældede Pelle Hvenegaard sidenhen i en bog, og i 2018 debuterede han med ”Kære Zoe Ukhona”, der skildrer hele forløbet.

I marts måned afslørede forfatteren desuden, at han arbejder på en ny bog med titlen ”Kære Ukhona, det her skal du vide, hvis jeg dør i morgen.”

Du kan lytte til hele podcasten her.

Læs mere om: