2. mar. 2024
Af Christinna Braun

Mette Abildgaard ringede 112, da Søren Pape Poulsen fik det dårligt: Læs hendes bevægende ord

Mette Abildgaard.
Mette Abildgaard.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Konservative-politikeren Søren Pape Poulsen døde lørdag.

”Han var i gang med det, han elskede allermest. Han talte politik, med kæmpe engagement og store armbevægelser, den Søren vi kendte og elskede. Men pludselig gik han i stå…”

Sådan skriver Konservative-politikeren Mette Abildgaard, der var til stede under hovedbestyrelsesmødet, hvor Søren Pape Poulsen blev ramt af en blødning i hjernen.

Den 52-årige Søren Pape Poulsen blev kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde.

På sin Facebookprofil begræder politikeren Mette Abildgaard det tragiske dødsfald.

Det var den 35-årige Mette Abildgaard, der ringede 112, skriver hun.

Han var i gang med det, han elskede allermest. Han talte politik, med kæmpe engagement og store armbevægelser, den Søren vi kendte og elskede. Men pludselig gik han i stå…

Opkaldet på min telefonliste viser, at det var klokken 17.26, at Søren faldt om, og jeg fik 112 i røret. I dag måtte vi indse, at håbet var ude, og vi har mistet Søren for altid.

Naturligvis er vi alle i kæmpe chok og ubeskrivelig sorg. Søren var først og fremmest et godt menneske. Et kristent menneske, og det afspejlede hans værdier. Han var tålmodig og tilgivende, prøvede at se det gode og værdifulde i alle mennesker. Han var betænksom og ubeskriveligt omsorgsfuld over for sine medmennesker, særligt sine elskede forældre. Mine tanker er virkelig hos dem i dag.

Han kæmpede for sine værdier og for et bedre Danmark. Af et godt hjerte.

Jeg vil savne Søren som menneske, som ven og fortrolig og som partiformand. Han gav os troen på, at partiet kan meget mere, og han gav aldrig op. En ukuelig fighter. Lige til det sidste.

Jeg vil altid være taknemmelig for, at han gav mig chancen, både som gruppeformand i regeringsårene og sidenhen i mange år som hans politiske ordfører.

Det var en ære at tjene dig både i solskin og blæsevejr, Søren. Hvor vil jeg savne dig og dit skønne, skæve smil.

Æret være dit minde.

Læs mere om: