25. mar. 2024
Af John Lautrup

Mette Frederiksen: Jeg faldt helt pladask for Bo

Statsminister Mette Frederiksen
Statsminister Mette Frederiksen
Foto: Jesper Sunesen
Statsminister Mette Frederiksen fortæller i BILLED-BLADETs røde stol, hvordan hun blev scoret af sin mand, Bo Tengberg.

Mette Frederiksen røber nu, hvordan og hvorfor hun faldt hovedkuls for sin mand, Bo Tengberg. Det sker i et stort Rød Stol-interview i BILLED-BLADET, der kan købes fra tirsdag den 26. marts.

Hvordan mødte du din mand?

– Han skrev simpelthen en mail. Det var megavovet af ham faktisk. Meget, meget modigt. Det var jo en del år før, jeg blev statsminister, og jeg tror, det var den eneste måde, han ligesom kunne finde at kontakte mig på. Han inviterede mig ud, og så har vi faktisk været sammen lige siden.

Han syntes bare, du var sød?

– Åbenbart (griner).

Ikke et sekund i tvivl

Hvad faldt du for?

– Det hele og helt pladask! Jeg var ikke et sekund i tvivl. Jeg var blevet skilt fra mine børns far noget tid forinden, og det var slet ikke dét, jeg tænkte, jeg skulle på det tidspunkt. Men jeg fik på fornemmelsen, lige da jeg trådte ind i lokalet, at det her kan godt gå grueligt galt (smiler).

Han ser jo også meget godt ud, men hvad var der ud over det?

– Ja, nu du siger det (latter). Det er helt utroligt mange ting. Bo er et fantastisk menneske. Utrolig positiv. Optimistisk. Ting kan altid lade sig gøre. Han har en enorm rummelighed over for andre mennesker. Han har meget, meget få fordomme, hvis nogen overhovedet. Han er meget hjælpsom. Både af natur, men det er også noget, han har besluttet sig for at ville være. Så er han nysgerrig og videbegærlig. Han er klog. Han har rejst verden rundt og har lyst til at tage hele turen en gang til. Og så er han en utrolig god far for sine børn og en meget vigtig voksen i mine børns liv. Jamen, jeg kan blive ved. Den liste kan slet ikke tømmes.

Læs mere om: