18. jan. 2024
Af John Lautrup

Signes far: Sådan havde Poul Nyrup det i dagene efter datterens død

Poul Nyrup Rasmussen
Poul Nyrup Rasmussen
Foto: Hanne Juul
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik hjælp af sin afdøde datter, da han lammet af sorg besluttede at blive på posten.

Ingen, der de seneste to mandage har set DR1-dokumentaren ”Signes far”, kan være uberørt. Man fornemmer Poul Nyrup Rasmussens smerte i stemme og blik, men også hans uendelige kærlighed. Hos de fleste vil medfølende tårer presse sig på, men han angler ikke efter dem.

Stilfærdigt rister Poul Nyrup Rasmussen, 80 år, den smukkeste rune over sin psykisk syge datter, Signe Nyrup Mollerup, som i 1993 tog sit eget liv. Hun blev kun 24 år.

Og han fortæller, hvordan han havde det i dagene efter hendes død:

- Jeg var lammet!

Poul Nyrup Rasmussen tiltrådte som statsminister den 25. januar 1993. Bare syv måneder senere fik han den frygtelige besked under et officielt besøg i Grønland. Han afbrød straks besøget og hastede hjem.

– Det er svært at sætte ord på. I nogle dage var jeg ude af stand til at foretage mig noget som helst. Også fysisk. Jeg følte, at jeg opholdt mig i et ekkokammer og ligesom hørte alt på afstand. Og hele tiden havde jeg én person foran mig: Signe!, indleder han sin beretning om de traumatiske dage, hvor han skulle gøre op med sig selv, om han kunne fortsætte som statsminister.

Snak med Signe

– Jeg tog en snak med Signe. Hvad skal jeg gøre? Hun havde en evne til at læse folk, se ind i dem, også sin far. Som teenager og før hun blev syg, havde hun flere gange sagt til mig, at jeg ikke skulle træffe beslutninger af hensyn til hende. Dengang jeg havde et krævende job i LO. Jeg skulle gøre, hvad jeg fandt rigtigt. Så min afklaring kom langsomt i de dage. Gennem alle vore samtaler hører jeg hende sige: ”Du skal ikke have dårlig samvittighed, far. Du skal gøre noget, der har betydning for andre”, fortæller Poul Nyrup Rasmussen om baggrunden for, at han blev på sin post.

Læs Poul Nyrup Rasmussens rørende beretning om Signe i BILLED-BLADET, der kan købes fra torsdag den 18. januar.

Læs mere om: