8. jan. 2014
Af Malan Joensen

Vil du bo ved siden af statsministeren?

Helle Thorning-Schmidt.
Helle Thorning-Schmidt.
Foto: Lars H. Laursen.
Hvis en bolig tæt på Helle Thorning-Schmidt står højt på ønskelisten, kan du slå til nu.

Statsminister Helle Thorning-Schmidts nabo har sat sit hus til salg, og hvis du kan overtale kreditforening og bank til at låne dig i omegnen af seks millioner kroner, får du til gengæld en bolig med PET-overvågning 24 timer i døgnet og desuden muligheden for en snak over stakittet med landets mest magtfulde politiker.

Det skriver Boliga Kendte.

På Østerbro i København

Boligen er ligesom statsministerens et byggeforeningshus fra slutningen af 1800-tallet og ligger i komponistkvarteret tæt ved Svanemøllen Station på Østerbro i København.

Det er i øvrigt anden gang inden for et par år, at statsministeren skal vænne sig til nye naboer.

Mange ville se nabohuset

I 2011 blev huset i Kuhlausgade nummer 38 - Helle Thorning-Schmidt bor selv i nummer 40 - solgt for 5,2 millioner kroner efter 42 dage, og interessen for at bo klos op ad hende var da også til at få øje på.

I de dage, hvor boligannoncen lå på Boliga, klikkede over 16.000 danskere sig ind for at se nærmere på huset. Interessen var dog godt hjulpet på vej af presseomtale i flere store danske medier.

Se Helle Thorning-Schmidts nabos hus her.

Læs mere om: