15. jun. 2011
Af af Thomas Flindt

Putte fra Singleliv alvorligt syg

Putte fra Singleliv
Putte fra Singleliv
Foto: Gregers Kirdorf
Der er ikke meget tilbage af den veltrænede, sprudlende Putte fra Kanal 4’s Singleliv, for livet har taget en voldsom drejning.

For et år siden stod Annelise Thomsen, som Putte egentlig hedder, i badet en søndag morgen efter endnu en festlig bytur. Det var her, hun mærkede knuden første gang. Den sad i den ene side af maven og føltes mest af alt som en stor tennisbold.

- Da jeg var hos lægen, kunne jeg godt se på ham, at der var noget helt galt. Han sagde:

- Nu må du ikke blive bekymret, men du bliver kaldt til scanning, og det kommer til at gå lidt stærkt. Så vidste jeg jo, at han var bange for, det kunne være en kræftknude.

Selv var Putte rædselsslagen. Ikke mindst da en CT-scanning afslørede, at hun havde en stor knude ved leveren, som skulle fjernes.

Ubeskrivelige smerter

Putte var på operationsbordet i seks en halv time for 10 måneder siden for at få fjernet knuden. Den var heldigvis ikke ondartet, men Putte havde voldsomme smerter bagefter. Hendes mor passede børnene, mens hun lå alene i sin hospitalsseng og hviskede efter hjælp, for hun kunne hverken råbe eller tale. Til sidst ønskede hun bare, at det hele skulle slutte.

- Smerterne var ubeskrivelige. Som at få stukket en kniv i maven, hver gang jeg trak vejret. Putte måtte have fire morfinsprøjter, før hun kunne rette sig ud fra sin sammenkrøbne fosterstilling og bare være til. Og smerterne blev ved. Hun var på hospitalet i tre uger, og i flere måneder derefter fik hun så meget morfin, at hun nærmest svævede ind og ud af bevidstløsheden.

Hun var ikke helt rask

Putte gik med en nagende følelse af, at noget var helt galt. Lægerne mente ellers, at operationen var gået godt, men Putte følte sig alt andet end rask. Hendes krop var nede. Den reagerede anderledes, end den plejede.

Kiggede Putte sig selv i spejlet, kunne hun godt se, at huden var blevet lidt gul, men det var først, da en veninde pludselig konstaterede, at Putte også havde gule øjne, at hun for alvor indså, at den var gal.

Lægerne måtte give hende ret. Hendes levertal steg og steg, og konklusionen var, at Puttes galdeveje var stoppede. Lægerne forsikrede hende dog om, at det kunne fikses ved et lille indgreb.

- Mor er hjemme igen i morgen, lovede Putte børnene, da hun afleverede dem hos mormor og tog op på hospitalet. Men Putte kom ikke til at holde sit løfte. Da lægerne kiggede ind i hendes mave, opdagede de, at det hulrum, hvor hun havde haft knuden, nu var fuld af galde.

Læs mere om: