12. jan. 2024
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Dan Rachlin var DJ for de kongelige: Én ting har han fortrudt resten af sin karriere

Dan Rachlin
Dan Rachlin
Foto: Hanne Juul og Martin Høien
Radioværten Dan Rachlin har flere gange været DJ til kongelige fester, men én ting fortryder han stadig!

Dan Rachlin har en lang karriere som radiovært og DJ bag sig, og i weekenden skal han stå i spidsen for radiokanalen Royal FM.

I anledning af tronskiftet ændrer radiokanalen Classic FM nemlig navn til Royal FM som en hyldest til den kongelige familie.

Royal FM vil fra fredag morgen til søndag midnat spille musik, der leder tankerne hen på det royale – krydret med kongelige anekdoter fra værterne. Og dem kan Dan Rachlin sikkert nogle af!

Han har nemlig to gange været DJ til royale fester på Amalienborg – første gang i 1987 til en fest, som dronning Ingrid holdt for sine børnebørn og deres royale venner og familie rundt om i Europa og anden gang til prins Joachims 18-års fødselsdag – og det var en kæmpe oplevelse for Dan Rachlin!

- Det var helt klart nogle af de største øjeblikke i den første del af mit professionelle liv som DJ. Det var vildt sjovt og meget overvældende på den allerfedeste måde, siger Dan Rachlin i en pressemeddelelse fra Royal FM.

Der er dog én ting, som Dan Rachlin inderligt fortryder fra sine royale spillejobs.

- Jeg er stadig skidesur på 23-årige Dan, som valgte at indløse checken med dronning Ingrids underskrift på, den skulle jo have været indrammet, siger Dan Rachlin.

Du kan lytte til Royal FM, hvor du normalt hører Classic FM: På FM, DAB, på appen Classic FM og ClassicFM.dk.

Læs mere om: