12. okt. 2023
Af Louise Rømer

Radiolegende fra P3 gør comeback i æteren

Lars Daneskov
Lars Daneskov
Foto: JFM
Det er Classic.fm, der har haft held med at lokke Lars Daneskov til at sende morgenradio på kanalen i hele efterårsferien.

Var du en af de mange, der lyttede til ikoniske programmer som "Go’Morgen P3", "Strax og "Kronsj!" på P3 i 90'erne og 00'erne, så kan du helt sikkert genkende Lars Daneskovs behagelige stemme.

Efter en længere pause fra æteren har den rutinerede radiovært sagt ja til igen at sætte sig bag mikrofonen.

På mandag er han tilbage i værtsstolen på kanalen Classic.fm, hvor han hver morgen i hele efterårsferien skal sende fra kl. 6-10.

- Jeg elsker radio og god musik, som den, der bliver spillet på Classic.fm. Jeg glæder mig til at sætte mig bag mikrofonen og sige godmorgen til en masse glade lyttere, siger Lars Daneskov i en pressemeddelelse.

Han havde ikke regnet med, at han nogensinde skulle lave radio igen, men da Classic.fm spurge, endte han altså med at takke ja.

- Jeg troede faktisk, at jeg var færdig med selv at være radiovært, men jeg kunne mærke, at det kriblede, da jeg blev spurgt om jeg ville være morgenvært i efterårsferien, lyder det fra Lars, der ud over at være tidligere radiovært også er kendt for at have været gift med tv-vært Cecilie Frøkjær indtil 2008.

Cecilie Frøkjær og Lars Daneskov
Cecilie Frøkjær og Lars Daneskov
Foto: Birger Storm

Direktør for radio og podcast i JFM, Søren Bygbjerg, glæder sig over, at lytterne skal forkæles med den legendariske radiostemme i uge 42.

- Lars Daneskov er jo en legende i dansk radio, så det er et scoop for os, at han nu skal sende radio hos os. Som mange andre er jeg vokset op med ham i ørerne på P3, og der er få stemmer derude, der er så gode til at fortælle historier og levere hyggeligt selskab som Lars, siger radiodirektøren.

Lars Daneskov har de seneste år været redaktør for P4, skrevet børnebøger, komponeret musik og drevet en selvstændig konsulentvirksomhed.

Læs mere om: