13. maj. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Vidste du det? Derfor må man ikke kalde Jesper Høvrings arbejde for Haute Couture

Jesper Høvring
Jesper Høvring.
Foto: Gregers Overvad
I præsentationen af Jesper Høvring i Anne Glads podcast ”Du kender typen”, må han rette hende af en helt særlig grund.

Hver onsdag dykker Anne Glad ned i ugens gæsts bankkonto i podcasten ”Du kender typen”.

I denne uge er det kjoledesigneren Jesper Høvring, der er gæst, og inden de for alvor får dykket ned i hans forbrug, må han rette Anne Glad, da hun præsenterer ham som Haute Couture designer.

- Du må ikke kalde det Haute Couture. Det er en udnævnelse man får i Paris hos ”Chambre Syndicale de la Haute Couture” og der skal man udnævnes til at være Haute Couture. Så det er Couture, lyder det fra kjoledesigneren.

Men selvom han endnu ikke har den fineste udmærkelse, så er han stadig en af de måske mest anerkendte kjoledesignere herhjemme.

På listen over kunder optræder nemlig en hel del kendisser, og så står han også ofte bag, når kronprinsessen stråler i de smukkeste kjoler.

- Vi bliver primært fremhævet for vores kronprinsesse og de kendte kunder, men vi lever jo af vores ”almindelige” kunder. Almindelige lyder også forkert, men vi har jo kunder dagligt i butikken, og det er dem vi lever af. Og så er de andre krydderiet og markedsføringen, fortæller Jesper Høvring i podcasten "Du kender typen".

Læs mere om: