For tre år siden boede Sisse Fisker og arkitekt-kæresten Sune i en toværelses lejlighed på Islands Brygge og levede et liv med gang i den og uden børn. Men det var også et liv, hvor hun så veninderne blive gravide én efter én, mens hun selv havde de samme drømme om at blive mor, men uden at det så ud til at ville lykkes.

Og så alligevel, her tre år senere, bor hun og kæresten i hus med have i Vanløse og er forældre til ikke bare ét, men to ble-børn: Samuel på to år og Isak, der fylder ét år til september.

Nu kunne man med rette spørge: Hvad skete der egentlig for Sisse Fisker? I starten af 2011 udtalte hun her til ugebladet SØNDAG om at føde sin første søn: 'Det var sindssygt hårdt. At løbe maraton er vand ved siden af. Jeg ville hellere løbe 100 maratonløb i træk end at føde!'. Og så, ganske kort tid efter - hun var næsten lige vendt tilbage til skærmen - så forlød det: Sisse Fisker venter sig igen.

Hun ler, da ugebladet møder hende til nyt interview og bringer emnet op, og siger:

- Det kom også bag på os selv. Første gang tog det 100 år at lave en baby. Anden gang skulle der bare en juleferie til...

Og da hun så fandt ud af, at hun var gravid igen, reagerede hun, som hun også sagde dengang: 'Jeg ved, at den dag, jeg skulle være så heldig at blive gravid igen, vil jeg blive meget, meget glad. Men i samme sekund, jeg tænker: Yes, jeg er gravid!, vil jeg også tænke: Fuck, jeg skal føde!'.

- Det var lige præcis sådan, jeg reagerede, siger hun, - men hvor det ærgrer mig, at jeg brugte så meget tid i graviditeten på at tænke på, hvor forfærdeligt det var at føde. Det gjorde jeg, fordi min første fødsel var meget hård. Jeg blev sat i gang, og da veerne kom, kom de væltende uden pauser.

- Sune siger, at jeg ikke sagde et ord i de fem timer, fødslen tog. Jeg kæmpede bare for at overleve og få den baby ud. Og jeg syntes jo simpelthen, jeg var sådan en svækling. Jeg, der ellers havde gået og troet, at jeg var ret sej. Jeg var så skuffet over mig selv. Og jeg blev også irriteret på mig selv her under min anden graviditet, at jeg gik og var så bange.

- For jeg fik en fødsel, hvor alt forløb normalt, og hvor jeg fandt ud af, at det faktisk også kan være en fantastisk oplevelse at føde. Selvfølgelig er det hårdt og gør ondt, men det er til at holde ud, når bare veerne kommer normalt. Jeg tænker så også nu, at måske var jeg slet ikke en svækling første gang. Det var bare en særlig hård fødsel, jeg havde. Måske var jeg alligevel ret sej!