16. nov. 2021
Af Marianne Singer

Sker snart: Kendt Badehotellet-stjerne klar til at sprede julestemning

Rasmus Botoft sammen med tv-vært Cecilie Beck tidligere i år ved Danish Beauty Awards. 
Rasmus Botoft sammen med tv-vært Cecilie Beck tidligere i år ved Danish Beauty Awards.
Foto: Mikael Rieck
Sammen med julemanden er skuespiller Rasmus Botoft, kendt fra blandt andet Badehotellet, på fredag klar til at tænde det store juletræ i Tivoli og dermed åbne den hyggelige julesæson.

Der bliver julestemning for fuld udblæsning, når det store juletræ i Tivoli tændes på fredag.

Også denne gang er det en kendt personlighed, der på denne festlige og traditionsrige måde tager hul på julesæsonen i den københavnske forlystelseshave.

Kærligt samvær

Således er er det skuespilleren Rasmus Botoft, vært i Tivoli Varieteen til næste år, som officielt kommer til at tænde det 12 meter høje juletræ med i alt 235 kæder foran Koncertsalen sammen med julemanden.

- Jeg glæder mig til at tænde lysene på juletræet og dermed være med til at sætte julen i gang i København. Vi trænger til kærligt samvær, hygge, fælles oplevelser og det varme smittende smil. Jeg holder meget af julen og glæder mig til al vinterens stearinlys, mørke aftener, varme drikke og skønne stunder med familie og venner, lyder det fra den juleglade Rasmus Botoft.

Stor ære

Det er en tradition, at kendte kulturfolk får æren af at tænde det store juletræ i Tivoli.

Tidligere har blandt andet Silas Holst, Bodil Jørgensen, Julie Zangenberg, Mikkel Lomborg, Pelle Emil Hebsgaard, Stig Rossen, Burhan G og ukendt antal af borgmestre haft æren af at tænde juletræet i Tivoli.

Gensyn med dronningens forestilling

Årets tema i Tivoli er Hjerternes Fest og gæsterne kan se frem til, at Tivoli tænder op mod en 1 mio. lyspunkter og præsenterer nye lys-og snescenografier.

Der er gensyn på forestillingen Snedronningen som ubetinget er Tivolis største og dyreste balletopsætning nogensinde, hvor Oh Land har skabt musikken og Dronning Margrethe står bag scenografien og kostumerne.

Jul i Tivoli strækker sig ‪fra den 19. november til den 2. januar 2022.

Læs mere om: