30. jan. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Lasse Svan har haft kæmpe betydning for landsholdet: Nu siger han farvel

Lasse Svan
Lasse Svan
Foto: Ritzau Scanpix
Lasse Svan har været en del af landsholdet siden 2003, og søndag har han mulighed for at vinde sin sidste medalje til Danmark. Efter denne sæson indstiller han nemlig karrieren.

Han har vundet det hele med landsholdet, og søndag eftermiddag har Lasse Svan mulighed for at vinde sin sidste medalje i rødt og hvidt.

For efter 19 år, 245 landskampe og 16 slutrunder spiller højrefløjen lige nu sin sidste slutrunde, og han indstiller karrieren efter denne sæson.

Håbede på mere guld

Den 38-årige håndboldspiller har vundet EM-, VM- og OL-guld med Danmark, og drømmen var, at han kunne tage endnu en guldmedalje med hjem fra EM i Ungarn.

Nederlaget i semifinalen fredag betyder dog, at den drøm nu er slukket.

- Det var selvfølgelig ikke det, jeg havde ønsket mig, eller vi havde ønsket os. Nu er det sådan, det er, og så håber jeg meget, meget på, vi kan slutte af med en bronzemedalje, siger Lasse Svan til TV 2 Sport.

Kæmpe betydning for landsholdet

Lasse Svans betydning for landsholdet gennem mange, mange år har været enorm både på og uden for banen. Blandt andet er han en stor støtte for mange af de unge spillere. Det understregede landstræneren forud for slutrunden.

- Han har stadig en ærgerrighed og erfaring, som gør, at han giver en god ro for holdet og er med til at guide en masse af de nye spillere, der er kommet til, sagde Nikolaj Jacobsen til TV 2 Sport for et par uger siden.

https://imgix.billedbladet.dk/bb-38335_2.jpg
Lasse Svan efter OL-sejren i 2016.
Foto: Jesper Sunesen

Uddannet mentalcoach

Ved siden af håndboldkarrieren har Lasse Svan uddannet sig til mentalcoach, og det er det, han vil arbejde videre som, når han inden længe lægger håndbolden fra sig.

Lasse Svan spiller til daglig, lidt endnu, i den tyske klub Flensburg-Handewitt.

Privat er han gift med Sara, som han har børnene Marie og Benjamin med.

Lasse Svan og resten af landsholdet spiller bronzekamp mod Frankrig søndag kl. 15.30, og kampen kan følges på TV 2.

Læs mere om: