Svømmestjernen Pernille Blume er nomineret til to priser

Foto: Jesper Sunesen / BILLED-BLADET

Den dobbelte medaljevinder fra OL i Rio de Janeiro, svømmeren Pernille Blume, er nomineret til to priser ved "Sport 2016" på DR1 lørdag den 7. januar.

Torsdag, 5. januar 2017 - af Birgitte Engen

Ved De Olympiske Lege i Rio de Janeiro vandt den 22-årige svømmer Pernille Blume først en individuel guldmedalje, og derefter blev det også til bronze i holdkappen.

Lørdag aften  sender DR1 "Sport 2016" fra Messecenter Herning, hvor dansk idræt hyldes ved et kæmpe show.

Her bliver landets fornemste idrætspriser uddelt til alle de største sportspræstationer i 2016, og den smilende svømmepige er nomineret til hele to, nemlig Jyllands-Postens og DIFs pris "Årets Sportsnavn" og prisen "BT Guld".

Håndboldherrerne er også nomineret

De øvrige nominerede til "Årets Sportsnavn" er atleten Sara Slott Petersen, blandt andet for hendes sølvmedalje ved OL, samt holdboldherrerne, der ligesom Pernille Blume formåede at vinde guld til Danmark ved årets OL.

Til "BT Guld"-prisen kæmper Pernille Blume med disse andre nominerede: Badmintonherrerne, Emma Jørgensen (kajak), håndboldherrerne, Jakob Fuglsang (landevejscykling), Kamilla Rytter-Juhl og Christina Pedersen (badminton), letvægtsfireren, Mark O. Madsen (brydning), Sara Slott Petersen (atletik og Amalie Dideriksen (landevejscykling).

I alt 12 priser skal uddeles i det to timer lange show, og Pernille Blume har altså chancen for at løbe med to af dem.

Kronprins Frederik blandt publikum

Hvis hun er heldig at blive kaldt op på scenen, bliver det blandt andet med kronprins Frederik som publikum i salen. Han har nemlig meldt sin ankomst til sportsshowet.

LÆS MERE: OL-vinderen Pernille Blume har nydt at tilbringe tid med kæresten

Aftenens festklædte værter bliver Tina Müller og Peter Møller, og de lover et brag af en fest, hvor Gnags, Mads Langer og Brandon Beal leverer musikken.