27. jul. 2014
Af af Niels Burgos

Stor bisættelse for Georg Poulsen

Tre glade drenge fotograferet sammen i 2006: Georg Poulsen flankeret af Johnny Reimar og Keld Heick.
Tre glade drenge fotograferet sammen i 2006: Georg Poulsen flankeret af Johnny Reimar og Keld Heick.
Foto: All Over
Den tidligere fagforeningsformand bisættes med operasang og gravøl.

En af dansk fagbevægelses helt store personligheder, tidligere forbundsformand for Dansk Metal, Georg Poulsen, der døde pludselig under et besøg på Bakken i onsdags, bliver bisat ved en stor højtidelighed torsdag kl. 13 i Helsingør Domkirke.

- Min far har altid kunnet lide at omgås andre mennesker og alle forskellige slags mennesker. Derfor ville det være forkert at lave hans bisættelse i stilhed. Folk, der kendte ham, skal have mulighed for at komme og sige farvel, siger Georg Poulsens søn, Peter, til BT.

Og mange kendte den gamle fagforeningskæmpe. Der vil uden tvivl blive stort fremmøde äf både poltikere - nuværende og tidligere - og mennesker fra alle lag i samfundet. Georg Poulsen var kendt som en hyggelig mand, der holdt af sang og godt selskab - ikke mindst på sit elskede Dyrehavsbakken, hvor han faldt om onsdag på vej til en god vens 80-års fødselsdag.

En af Georg Poulsens talrige venner var operasangeren Tonny Landy, der skal synge under bisættelsen.

Efter bisættelsen er der sammenkomst på LO-skolen i Helsingør, hvor der vil være mad, vin og øl. Et arrangement, Georg Poulsen helt sikkert ville have elsket at deltage i.

Georg Poulsen blev 85 år

Læs mere om: