"Mormors bordel" hedder programrækken, der er præget af de to ufrivilligt sjove bedstemødres indlevelse i prostitutionsmiljøet samtidig med, at de går til opgaven med en stor alvor, som, de begge håber, vil skabe debat.

Karen: - Det er vigtigt for mig at sige, at jeg gik ind i det her, fordi jeg virkelig får trang til at gøre noget. Når jeg går på Istedgade og ser, hvordan nogle usle, unge, dødsens angste piger bliver sat af tidligt om morgenen og sat til at sælge sex i timevis, så siger jeg til mig selv: "Karen Thisted, hvordan kan du bo i et land, hvor der er sexslaver på hjørnerne fem minutter fra, hvor du bor". Det var et personligt chok for mig, da jeg opdagede, at det foregik sådan.

Vi har set grimme ting
Suzanne: - Det er helt uacceptabelt, og jeg deler Karens rædsel over, at det foregår her i landet. Hele det marked med handel af prostituerede er deprimerende. Jeg bliver virkelig fortvivlet over de narkoprostituerede. Vi talte med en, som vi fik så ondt af, at Karen løb ned for at hæve penge til hende. Og jeg ville bare så gerne have hende på afvænning og var også så dum at give hende penge. Senere hørte vi, at hun havde taget en overdosis i halsen. Det var ikke vores skyld. Det var en anden dag. Men man er jo hjælpeløs. Hvorfor kommer der ikke nogen og siger "Du kan stadig nå at få et liv". Vi skal være masser af frivillige, der gør en indsats. Være bedstemødre for dem og give dem noget omsorg. Ikke mindst politisk er der nok at tage fat på. Desværre er der bare ikke stemmer i at gøre noget.

Karen: - Vi har set grimme ting undervejs, men vi har altså også haft meget sjov. Vi har jo ikke været ude for at fordømme noget. Vi har bare gerne villet se, hvordan det foregik. Og jeg kan da godt give Suzanne ret i, at livet på bordellerne er anderledes, selv om jeg stadig er modstander af det. Vi havde en sjov oplevelse på et bordel, hvor en mand ville have Suzanne med ind at kigge på. Hun lagde sin leverpostejmad fra sig og gik med. Det gjorde jeg altså ikke!

Med på en kigger
Suzanne: - Men først gik jeg op og hentede ham den ældre herre fra plejehjemmet, der efter at have været kunde var blevet træt og var gået oven på for at sove til middag. Jeg synes da, han også skulle have lov at kigge med.

Karen: - Han havde aldrig været udsat for noget lignende i hele sit liv. Han bliver hentet ned af Suzanne Bjerrehuus for at sidde sammen med hende på sengen og kigge på ... haha. Men jeg vil også sige, at selv om vi kan sidde her og grine af mange episoder, så synes jeg stadig, det er en voldsom verden.

Suzanne: - Men man skal stadig huske, at der er mange steder, hvor både piger og kunder er glade. Hvor kvinderne kan lide at give den omsorg og den service, de giver. Og føler sig godt tilpas i et job, hvor de bliver rost og kigget på.

Verdens største kliché
Karen: - Vi er meget gode venner, men vi blev meget meget uenige undervejs, og jeg gider ikke hele tiden gå imod, hvad Suzanne siger, men det har da krævet sit, at vi har været så uenige. Med alt det, jeg har set, kan jeg kun konkludere, at der ikke findes nogen lykkelige ludere.

Suzanne: - Og det, mener jeg, er verdens største kliché, men det gode ved disse programmer er, at vi er så uenige og virkelig får tingene diskuteret igennem. Det håber jeg også, politikerne kan se.

Og ja, diskussionen slutter ikke her. De to bedstemødre fortsætter. En ting er de dog enige om. De sidste måneders bizarre oplevelser kan de ikke ryste af sig.

Det, forsikrer de, aldrig kommer til at ske ...