Bodil Jørgensen savner sine afdøde forældre

Moderen var ramt af demens i årevis, mens Bodils far var hendes store professionelle inspirationskilde

Bodil Jørgensen har spredt sin komik i mange sammenhænge, men privat har skuespillerinden det ikke helt let i denne familie-højtid.

- Det er et år siden, min far døde. Hold kæft, hvor jeg savner ham. Det er næsten, som sad han her ved siden af mig lige nu. Min mor var svag i ti år, hun led af demens, fortæller Bodil Jørgensen i et interview med BT.

- Hvert lille fremskridt, mor gjorde, tog han til sig. Bare en lille bevægelse med øjenbrynene var en sejr. Nogle gange tog de hver deres briller af og lænede panderne mod hinanden. Sådan kunne de sidde meget længe. Det var så sødt. Hans måde at passe hende på kan kun inspirere. Det var min far, der holdt hende i live så længe. Så meget omsorg og kærlighed. Han var et meget, meget smukt menneske

- Da han døde, ville min mor ikke længere spise sin daglige havregrød. Hun døde kort efter. Min mor døde af ulykkelig kærlighed, siger Bodil Jørgensen.

Hun fortæller, at hun har fået meget af sin skæve humor hjemmefra.

- Jeg er vokset op i en familie, hvor mine forældre var en slags mønsterbrydere. De blev lærere i en landmandsfamilie. Vi omgikkes et hav af typer, som kun kunne komme fra landet.

- Jeg husker morsomme oplevelser fra familiefester. Der var meget stille til festerne. Det gik ikke ret hurtigt. En af mine onkler talte meget langsomt. ’Ik’... (pause)... osse?’, sagde han f.eks. efter hver sætning. Det synes jeg var hyle morsomt, siger hun.

- Jeg var lærebarn og rødhåret i en lille by. Så gælder det om at finde på noget. Jeg var klassens skøre og skæve pige. Når jeg blev drillet med en hue, tog jeg en tehætte på dagen efter. På en måde var jeg ret modig. Min far havde den samme humor.

- Når vi skulle have gæster, kunne han finde på at gemme sig bag sofaen. Det er dejligt befriende i en familie at have en fælles tone. På den måde er humoren også et forsvar.