28. apr. 2015
Af Helle Skram de Fries

Et væld af stjerner på Betty Nansen Teatret

En hel række stjerner kommer til at pryde scenen på Betty Nansen Teatret i den kommende sæson.
En hel række stjerner kommer til at pryde scenen på Betty Nansen Teatret i den kommende sæson.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Den nye chef-duo, Vibeke Windeløv og Stefan Larsson præsenterede den nye sæson med et stærkt team af stjerne-skuespillere og forestillinger med sex, magt, begær og græske klassikere.

Det er absolut cremen af danske skuespillere, der kommer til at underholde på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, når den nye ledelses første sæson skydes i gang 17. september.

Og det var med stolthed de to nye direktører, Vibeke Windeløv og Stefan Larsson, præsenterede både skuespillere og forestillinger ved en pressebrunch med croissanter lige så store som de talenter, der satte tænderne i dem.

Vibeke Windeløv, der er kendt som filmproducent, kunne fortælle, at det nye arbejdsområde allerede har bjergtaget hende.

Vibeke Windeløw er lykkelig

-Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle lave teater. Men hele holdet her har taget utrolig godt imod os, det er en dygtig stab, og jeg har en dygtig teater-mand, Stefan Larsson, ved min side, så jeg er en meget lykkelig kvinde, fortalte den nye administrerende direktør.

Stefan Larsson var fra 2009-2013 teaterdirektør på Aarhus Teater og har også haft stor succes på Dramaten i Stockholm.

Det nye makkerpar lægger ud med forestillingen "Madame de Sade", der har seks stærke kvinder på rollelisten: Sonja Richter, Cecilie Stenspil, Kirsten Olesen, Marie Louise Wille, Sonja Oppenhagen og Molly Blixt Egelind.

Molly Blixt Egelind var fraværende

Sidstnævnte, der er Søs Egelinds datter, var ikke med til pressebrunchen.

Hun går stadig på skuespillerskolen og kunne ikke få fri.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Det er en fascinerende historie og nogle fantastiske kvinder, jeg skal spille sammen med, sagde Cecilie Stenspil til BILLED-BLADET.

Cecilie Stenspil holder sommerferie i tre uger

Cecilie Stenspil har i øjeblikket travlt med "Cabaret" på Det Kongelige Teater, hvor hun har hovedrolle som Sally Bowles.

- Og det går rigtig godt, det er fantastisk at spille på Gamle Scene, lød det fra en veloplagt Cecilie Stenspil, der kan nå at holde sommerferie tre uger i juli, før hun skal spille Madame de Sade.

Sæsonen byder blandt andet også på Tartuffe, hvor Bodil Jørgensen er på scenen og det klassiske græske mesterværk Medea.

Sidstnævnte med Karen-Lise Mynster på rollelisten.

LÆS MERE: Birgitte Hjort Sørensen: Fra "Borgen" til Betty Nansen.

https://imgix.billedbladet.dk/20150428_jsu9260_copy_0.jpg
Vibeke Windeløw og Stefan Larsson er den nye chef-duo på Betty Nansen Teatret.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET

Læs mere om: