30. mar. 2024
Af John Lautrup

Jytte Abildstrøm: Derfor skal hverdagen være en fest

Jytte Abildstrøm fjoller med økologiske gulerødder som øreringe.
Jytte Abildstrøm fjoller med økologiske gulerødder som øreringe.
Foto: Søren Lamberth
Jytte Abildstrøm har levet et liv med humor. Både som skuespiller og miljøaktivist. Nu er hun blevet 90 år og hylder det gode grin som problemknuser.

Jytte Abildstrøm er en skarp kritiker af vores rovdrift på klodens ressourcer. Hun har holdt i tusindvis af foredrag om emnet, men hun skælder ikke ud. Verden er fuld af problemer, men de skal løses med et smil og et godt grin.

- Vi løser ingenting ved at skælde ude på hinanden. Vi må hjælpe hinanden. Og selv om man inde i sjælen er et dybt alvorligt menneske, så er det vigtigt at have gøglet og det finurlige med. Vi har kun ét liv, og det skal også være sjovt. Sjovt på den rigtige måde, understreger hun.

– Jeg har altid dyrket den form for humor, som har medfølelsen og empatien i sig. Satire er hån og ironi, og det er ikke mig. Det er der for meget af. Jeg er ked af at sige det, tilføjer hun.

Skabte god tone

Næh, livet skal være en fest. Både på scenen og i dagligdagen. Og man kan nemt se en ung og sprælsk Jytte Abildstrøm for sig, da hun som nyuddannet tresproglig korrespondent indtog sit første job på kontoret for indkøb af foderstoffer i Øernes Andelsselskab.

– Der var en dårlig tone, og så sagde jeg til de andre, at vi altså kun har ét liv, og at vi skal tale ordentligt til hinanden. ”Hold kæft”, svarede de, og så sagde jeg: ”Nej, jeg holder ikke bøtte”. Og ved du hvad?.., efter nogle måneder lykkedes det at få vendt tonen. Selv hverdagen skal i miniature være en fest. Når man spiser sammen, skal man opføre sig ordentligt og ikke sidde og håne hinanden, siger hun.

Læs stort interview med Jytte Abildstrøm, der netop er fyldt 90 år, i BILLED-BLADET, der kan købes fra tirsdag den 26 marts.

Læs mere om: