29. jul. 2014
Af Malan Joensen

Tivolis sommerrevy Tam Tam genopstår til næste år

Szhirley, Søs Egelind og Christiane Schaumburg-Müller i Tivoli Revyen "Tam Tam".
Szhirley, Søs Egelind og Christiane Schaumburg-Müller i Tivoli Revyen "Tam Tam".
Foto: Lars. H. Laursen
Instruktøren bliver den samme, men hvem der skal være med i den kommende revy, vides endnu ikke.

Denne sommer har Tivoli, ud over et hav af forlystelser, også budt på sommerrevy i Glassalen, hvor ”Tam Tam”-holdet har underholdt.

Nu meddeler Tivoli, at revy-succesen bliver gentaget næste år.

Mens man endnu ikke har selve revyholdet på plads, har man allerede truffet aftale med dette års instruktør, Joy-Maria Frederiksen, om, at det også er hende, der står i spidsen for showet næste år.

- Det har været fantastisk at lave revy i Glassalen og det har specielt været fantastisk med sådant et hold. Det har været én stor kreativ familie med let til latter og højt til loftet. Jeg kan ikke takke publikum nok for deres kærlige modtagelse af os og her taler jeg på vegne af både Bodil, Søs, Niels, Alexandre, Christiane, Pelle, Paprika, Rikke og Szhirley: Tusind tak for i år. Vi ses i 2015, udtaler executive producer Jesper Winge Leisner i en pressemeddelelse.

”Tam Tam”-revyen måtte tidligere på sommeren have forstærkning udefra, da Bodil Jørgensen kom til skade i en alvorlig ulykke, mens hun var på optagelser i forbindelse med den nye ”Far til fire”-film, og således ikke kunne spille med i revyen.

Holdet var meget kede af pludseligt at skulle undvære Bodil Jørgensen og lettede over, at Paprika Steen kunne springe til med kort varsel.

Snart rejser truppen til Aarhus, hvor de fra lørdag 30. august til lørdag 6. september optræder i Musikhuset.

Næste sommer har revyen premiere den 28. maj og billetsalget er startet.

Læs mere om: