2. aug. 2013
Af Hanne Rask

Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl går imod kritik af Cirkusrevyen

Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl
Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl
Foto: Claus Poulsen
Folk raser på Facebook: Cirkus Revyen diskriminerer de døve! Men det er ikke sandt, udtaler både Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl.

Debatten raser på Cirkus Revyens hjemmeside efter en hørehæmmet gæst har fået afvist at have en tolk med til at stå ved siden af scenen i Cirkus Revyen. Flere beskylder nu Cirkus Revyen for at være diskriminerende, men det er simpelthen ikke sandt, siger Ulf Pilgaard, der i mange år har været en del af den folkekære revy. Det skriver TV 2 på deres hjemmeside.

- Vi har før haft en tolk til at sidde ved siden af eller foran den hørehæmmede, og det har fungeret fint. Men vi kan ikke have en tolk stående oppe ved siden af scenen. Det er for forstyrrende for de andre gæster, siger Ulf Pilgaard og kalder det langt ude, når folk kalder Cirkus Revyen for diskriminerende.

Han bakkes op af Lisbet Dahl, der er instruktør på årets revy.

- Det er desværre en sag, der er gået lidt i hårknude. Og det er en uheldig situation, for vi har flere muligheder for hørehæmmede, hvis man bare kontakter os i god tid. Men det vil forstyrre de andre gæster for meget at have en tolk stående oppe ved siden af scenen. Vi er rigtig kede af sagen, for vi vil jo gerne give alle en rigtig god aften. Og vi diskriminerer altså ikke døve. Jeg tror bare, det er mangel på kommunikation, for man kan sagtens finde ud af det, hvis vi bare bliver kontaktet på forhånd, siger Lisbet Dahl.

Læs mere om: