23. nov. 2016
Af John Lautrup

Ulf Pilgaards hustru er død

Ulf Pilgaard
Gitte Pilgaard var med til at fejre sin mand, Ulf Pilgaard, da han fyldte 75 år i november sidste år.
Foto: Lars H. Laursen
Ulf Pilgaard har mistet sin kone, Gitte Pilgaard, der er død efter lang tids sygdom.

Ulf Pilgaard, 76 år, er i sorg. Onsdag kunne man læse denne dødsannonce i Politiken: "Vores elskede Gitte Vibeke Pilgaard er stille sovet ind".

Gitte Pilgaards død kom ikke uventet. Hun led af den arvelige og sjældne demenssygdom, Huntingtons Chorea, som hun fik konstateret i 1990'erne, og som Ulf Pilgaard beskrev i sin erindringsbog "Mit liv som Ulf", der udkom sidste år. Den betød, at hun i sine sidste år var bundet til en kørestol og afhængig af Ulf Pilgaards hjælp.

Kærligheden var usvækket

Næsten på dato for nøjagtigt et år siden viste Gitte Pilgaard sig for sidste gang offentligt, da hun den 15. november 2015 deltog i sin mands 75-års fødselsdagfest på Østre Gasværk, hvor han medvirkede i forestillingen "Vores sensommer". Hun var tydeligt afkræftet, men parrets kærlighed var usvækket stærk, og hun kunne fortælle, at hun havde foræret Ulf en ny vielsesring i fødselsdagsgave.

Gitte Pilgaard var uddannet scenograf. Hun og Ulf blev gift i 1970, og de nåede altså at få 46 år sammen som ægtepar.

Gitte Vibeke Pilgaard bisættes på mandag.

LÆS MERE: Ulf Pilgaard om sin kones sygdom: Vi fokusererer på det positive.

Læs mere om: