30. okt. 2017
Af Niels Burgos

TILLYKKE: Jesper Sørensen fylder 20 år

Jesper Sørensen
Jesper Sørensen
Foto: Benny Rytter
Jesper Sørensen fra Nordjylland kan i dag, den 30. oktober, fejre sin 20-års fødselsdag. Og der er mange gode grunde til, at det skal være en festdag.

Han er den friske og glade nordjydske gut, som hele Danmark øjeblikkeligt kom på fornavn med, da TV 2 viste første del af programserien "Drengen i den gamle krop". Han blev simpelt hen kendt som "Lille Jesper". I dag kan man med al mulig grund smide ordet "lille" væk. Jesper Sørensen fylder 20 år den 30. oktober - og er blevet en ung mand, der har gang i mange ting.

Jesper Sørensen lider af den yderst sjældne, genetiske sygdom progreia, der gør, at kroppen ældes otte gange hurtigere end normalt. Børn med progreria bliver sjældent over 13 år gamle. Men Jesper Sørensen blæser på statistikken. Faktisk markerer fødselsdagen, at Jesper Sørensen nu er den anden-ældste i Europa med progeria - den ældste er 22 år.

- Vi er jo bare glade for, at vi stadigvæk har ham. Det havde vi ikke regnet med, da vi fandt ud af, at han havde progeria, siger Jespers mor, Jette Sørensen, til tv2.dk

- Jeg tror, at jeg har været lidt heldig. For når folk tænker på den her sygdom, så tænker de, at den dør man af i en tidlig alder. Det har jeg jo også altid selv vidst, siger Jesper til TV 2 Nord.

Dyrker styrketræning

Heldigvis har han det i dag godt og arbejder to timer hver dag i køkkenet på produktionsskolen i Hjørring.

Men den seje nordjyde vil andet og mere. Han dyrker styrketræning - og hans mor fortæller, at det har hjulpet ham til at genvinde sin styrke efter han blev sat lidt ud af spillet, da han brækkede hofteskålen under en fodboldkamp sidste år.

Så den charmerende fyr, der for længst har skaffet sig en plads i danskernes hjerter, tager nu fat på sit tredje årti! Stort tillykke herfra!

Læs mere om: