13. mar. 2011
Af af John Lautrup

Timm Vladimir: Jeg blev træt af at se mig selv

Timm Vladimir
Timm Vladimir
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
TV-værten Timm Vladimir blev træt af branchen, trak stikket ud og rejste verden rundt.

Nu vil han koncentrere sig om at være skuespiller efter nogle år i frivilligt eksil fra skærmen. I mellemtiden er han blevet professionel rejsefotograf og far - og der skal stadig være tid til at pleje kærligheden.

Han er opkaldt efter Lenin og indehaver af vel nok et af de mest markante kæbepartier i dansk film og TV. Længe har vi måttet undvære hans karakteristiske kontrafej på skærmen, men nu er han tilbage. Timm Vladimir. Tilbage i en ny og uvant, afdæmpet rolle som direktør Niels i den såkaldte depressionskomedie "Lykke".

Hans eget fravær har intet med depression at gøre. Tværtimod. Han trak stikket ud og rejste Jorden rundt med sin kone, Katrine Engberg. Det kom der en masse rejseartikler og foredrag ud af, og siden har de udover at blive forældre til Cassius på halvandet år brugt tiden på at fortsætte rejseriet og etablere firmaet, Globaleye. Han som fotograf og hun som skribent. Kunderne er rejseselskaber, der køber tekst og billeder til deres kataloger. Et dejligt liv altså.., men der manglede noget.

- Jeg er glad for, at jeg så småt er ved at være tilbage i skuespilleriet igen. Jeg har savnet det, siger Timm Vladimir, 42 år, som inden jordomrejsen ernærede sig som TV-vært for et væld af underholdningsprogrammer.

- Til sidst blev jeg lidt træt af branchen. Jeg kunne ikke holde ud at se mig selv på skærmen mere, og hvad skulle de stakkels mennesker ude i stuerne så ikke tænke. Katrine og jeg havde længe haft lyst til at rejse, så det var en god lejlighed til at stoppe.

Læs mere om: