21. feb. 2024
Af Catja Klarskov

Tobias Dybvad afslører: Afslog Vild med dans - men nu har piben fået en anden lyd

Tobias Dybvad. 
Tobias Dybvad.
Foto: Dan Mariegaard
Komiker Tobias Dybvad afslører, at han tidligere har takket nej til at medvirke i ”Vild med dans”. I dag ville svaret muligvis være et andet.

Der er muligvis mange danske kendisser, der drømmer om at iføre sig perler og pailletter for derefter at lade sig bade i blitzlys og indtage gulvet i TV 2-programmet ”Vild med dans”.

Det var dog ikke en drøm, som komiker Tobias Dybvad, 42, havde, da han i 2006 blev tilbudt at medvirke i 2. sæson af dansekonkurrencen.

Det fortæller han til sine rejsekammerater, Melvin Kakooza og Bo Lydmand, i det nyeste afsnit af TV 2-programmet ”Verdensmænd.”

– Jeg sagde jo nej til ”Vild med dans” i 2006, lyder det fra komikeren i programmet, hvorefter han fortæller, at han ikke sidenhen er blevet spurgt.

Efterfølgende lyder det kækt fra komikeren, at han muligvis skal forsøge at skaffe casterens nummer, hvilket muligvis betyder, at svaret ville være et andet, hvis Tobias Dybvad fik samme tilbud i dag.

EchoPrisen  2023Dato: 30.3.2023Sted:KB-HallenJournalist:Karina Didriksen og Nicklas LagerstorfFoto: Copyright : Martin Høien/Aller Media Danmark
Tobias Dybvad sammen med hustruen Marie Stegger Dybvad. Parret blev i 2019 forældre til sønnen Charley, og i januar 2024 offentliggjorde de, at de venter deres andet barn.
Foto: Martin Høien

Meget er dog sket med ”Vild med dans”-kulissen, siden 2006 hvor Tobias Dybvad blev tilbudt at medvirke.

Budgettet til første sæson, der blev vist i 2005, hvor skuespillerinde Mia Lyhne vandt sammen med den professionelle danser Thomas Evers Poulsen, var ikke prangende.

Her købte man eksempelvis børnelamper fra den svenske møbelkæde IKEA til "Vild med dans"-studiet.

Svimlende 1,3 millioner danskere så dog med, da første ”Vild med dans”-finale rullede over fjernsynsskærmen, og det fik straks TV 2 til at bestille en anden sæson.

En sæson som komikeren altså blev tilbudt - og afslog - at medvirke i.

Læs mere om: