20. sep. 2011
Af af Jan Bergman

Line Gertsen: Helt vild pinligt

Line Gertsen
Line Gertsen
Da Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen mandag aften er gæst i TV-Avisen, sker der det, der bare ikke må ske under en direkte TV-udsendelse: En telefon begyndte at kime i studiet!

Studievært Line Gertsen ser stram ud i ansigtet og fortsætter ufortrødent med at lave sit oplæg til kameraet, mens telefonen lystigt ringer videre i 17 lange sekunder, inden næste indslag kommer på.

- Det var altså ikke min telefon, det var Lines, siger Johanne Schmidt-Nielsen til DR efter interviewet.

- Fandens også. Det er heeelt vildt pinligt, for jeg har altid min telefon slukket. Jeg havde simpelthen ikke skyggen af tanke om, at det kunne være min, siger Line Gertsen til DR og forklarer sig:

- Jeg har lige set, at Johanne har den samme telefon som mig, og så da den begynder at ringe, tænker jeg, at det er hendes. Det er derfor, jeg er nødt til at fortsætte med at snakke, for hun må jo slukke den på et tidspunkt, forklarer Gertsen.

Man kan så undre sig over, hvem der mon ringer til Line Gertsen, når hun er på live TV.

- Det er en af mine kammerater, som jeg ikke snakker så tit med. Og nu synes han, det er så fedt, for nu har han jo været i TV-Avisen, griner Line Gertsen, der er klar til at give kollegerne en kvajebajer.

- Det ligger ligesom implicit, at det kommer jeg til at give til julefrokosten.

Læs mere om: