19. jun. 2023
Af Karina Didriksen

Cecilie Hother deler rørende historie om sin demensramte far: Havde forberedt sig på det værste

Cecilie Hother
Cecilie Hother
Foto: Søren Jul Lamberth
Tv- og radioværten Cecilie Hother holder fast i de gode øjeblikke med sin far, som er ramt af demens.

Cecilie Hother har lige som tusindvis af danskere sygdommen demens tæt inde på livet.

Hendes far er ramt af den forfærdelige sygdom, hvor de mentale færdigheder svækkes.

Den 44-årige tv- og radiovært er åben omkring sin fars sygdom, og i et opslag på Instagram fortæller hun nu en rørende historie om, da hun besøgte ham.

- Jeg forbereder mig på det værste, når jeg skal besøge min far. Så bliver jeg ikke så skuffet og ked af det, og jeg prøver at have mere overskud med i bagagen, når jeg skal på besøg. Men så er der dage som i dag, hvor jeg har lidt af min far tilbage igen. Med humor, kærlighed og varme, skriver Cecilie Hother i opslaget, som BILLED-BLADET har tilladelse til at bringe.

Hun fortæller, at hendes far ikke altid ved, hvem hun er og ofte kalder hende for den ”pæne pige”.

Derfor fik Cecilie Hother sig en stor og glædelig overraskelse, da hendes far pludselig genkendte hende under det seneste besøg.

- Og så sker det. Da vi kommer tilbage på frokoststuen, genudsender TV 2 ”Mit Luksushus”, som jeg var vært på. Og så ser min far på skærmen og så hen på mig, og så falder 5-øren. ”Du er jo min datter Cecilie……”, skriver hun på Instagram og fortsætter:

- Så sikke en vidunderlig dag med min far, selv om jeg havde forberedt mig på det værste!

Cecilie Hother har også delt en video af sin far, hvor de to sidder og snakker sammen. Den kan ses her.

I Danmark er der omkring 87.000 personer, som er ramt af demens. Omkring 4200 er under 65 år.

Læs mere om: