24. sep. 2014
Af af Karina Didriksen og Liz Rørsig

Christian Bitz: Jeg var besat af at leve sundt

Christian Bitz.
Christian Bitz.
Foto: Jesper Sunesen
TV-værten fortæller i en ny bog om, hvordan han var tæt på at få en spiseforstyrrelse.

Christian Bitz fra DR’s ”Madmagasinet” er kendt for sin sunde livsstil, men i hans nye bog ”Uperfekt – sundhed der virker i hverdagen” fortæller han om, hvordan han for flere år siden var ved at udvikle en spiseforstyrrelse.

Det var ønsket om at blive så sund som muligt, der fik konsekvenser for den i dag 37-årige TV-vært og ernæringsekspert.

- Jeg begyndte at melde fra til sociale arrangementer, og hvis jeg kom, havde jeg spist hjemmefra. Jeg kom ikke til fodboldaftener. Jeg ville hellere løbe rundt om Utterslev mose. Jeg ville hele tiden have styr på, hvor mange kalorier jeg indtog, fortæller Christian Bitz til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Det blev en besættende trang til at leve sundere og sundere. Jeg havde hele tiden dårlig samvittighed, og jeg var aldrig sund nok.

Ingen sundhedsguru

TV-værtens bog udkommer den 25. september, og heri fortæller han ærligt om, hvordan hans liv i dag har ændret sig.

- Jeg håber, at almindelige mennesker kan læse bogen og få et mere afslappet forhold til sundhed. Og så håber jeg, at folk vil se mig mere ligesindet og ikke se på mig som den her sundhedsguru, forklarer han.

Udover at være bogaktuel så tager Christian Bitz nu på turné med showet ”Uperfekt”.

- Jeg begynder min turné i Sakskøbing, hvor jeg netop har været til æblefestival og blev Danmarksmester i frugtspisning efter at have spist halvanden kilo på et kvarter. Det er en meget fin titel, men nu har jeg ondt i maven!, fortæller Christian Bitz til BILLED-BLADET.

Læs mere om: