4. okt. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Årets DR-julekalender følger svær trend: Hverken første eller anden gang gik det godt

"Det magiske tivoliteater" er DR's julekalender i 2023. 
"Det magiske tivoliteater" er DR's julekalender i 2023.
Foto: DR
Først næste år er DR klar med en nyproduceret julekalender. I år byder december på en norsk én af slagsen, og det at sende en udenlandsk julekalender har ikke tidligere været et stort seerhit.

Sidste år var det 60 år siden, at den allerførste julekalender blev sendt på tv, og konceptet er stadig noget, der samler danskerne foran fjernsynet hvert år i december.

Sidste år kunne man på DR følge den nye julekalender ”Julehjertets Hemmelighed”, og den var et stort hit.

DR holder modsat TV 2 fast i traditionen om ’kun’ at sende en ny-produceret julekalender hvert andet år, og der er derfor ikke en ny DR-julekalender på vej.

Det er dog heller ikke en genudsendelse, der i år kommer til at pryde sendefladen mellem 19.30 og 20.00. Det er derimod den norske julekalender ”Det magiske tivoliteater” fra 2021.

Det er ikke første gang, at DR sender en julekalender skabt af vores naboer mod nord, men hverken første eller anden gang var det en stor seersucces. Til december vil det vise sig, om tredje gang er lykkens gang.

Det var tilbage i 2017, at DR senest sendte en norskproduceret julekalender, nemlig ”Snefald”. Seertallene kunne dog ikke måle sig med TV 2’s ”Tinkas Juleeventyr”, der blev sendt samme år, og ifølge Juleweb var ”Snefald” dengang i 2017 den mindst sete DR-julekalender i syv år. I gennemsnit fulgte 610.000 seere med.

Snefald, norsk julekalender, 2017
"Snefald" blev sendt på DR i 2017.
Foto: DR

I 2007, hvor DR ikke sendte deres julekalender om aftenen, kunne man sidst på eftermiddagen se ”Jul i Svinget”, der ligeledes er norsk. Ifølge juleweb var der i gennemsnit blot 347.000 seere, som fulgte med.

I år er det som sagt ”Det magiske tivoliteater”, der skal stå sin prøve.

Her følger man den fattige dreng Luka i det tidlige 1900-tallet. Han støder en dag på et tivoliteater, og han bliver her venner med en flok børn og får endelig en følelse af at høre hjemme et sted. Der er dog en ond og nådesløs overklassekvinde, der har planer om at sælge teateret og smide børnene på gaden, så Luka og hans nye venner udtænker en plan for at redde det.

TV 2 sender i år den nye, danske julekalender ”Valdes jul”.

I 2024 er DR igen klar med en ny julekalender, nemlig "Tidsrejsen 2", som er en fortsættelse af "Tidsrejsen", der var et stort december-hit i 2014.

Læs mere om: