19. mar. 2024
Af Majken Munk

Badehotellet-kolleger i drillehumør: Jens Jacob Tychsen sender stikpille til Lars Ranthe

Jens Jacob Tychsen og Lars Ranthe
Jens Jacob Tychsen og Lars Ranthe
Foto: Philip Engsig/ DR
Da snakken falder på en bestemt ting, kan Jens Jacob Tychsen ikke dy sig for at sende en stikpille til sin kollega Lars Ranthe.

For tiden kan tv-seere igen opleve Jens Jacob Tychsen i rollen som hr. Weyse og Lars Ranthe i rollen som Grosserer Madsen i ”Badehotellet”.

De to herrer har efterhånden fået opbygget et fint venskab på det lille badehotel.

Og det holder heldigvis også i virkeligheden.

Men et godt venskab kan også godt klare et par drillerier, og Jens Jacob Tychsen kan da heller ikke dy sig, da han og Lars Ranthe er placeret sammen i DR-programmet ”Danske TV-seriers bedste”.

Her er snakken nået til de danske krimiserier og ”Rejseholdet” er omdrejningspunkt.

Så kan Jens Jacob Tychsen ikke lade være med at sende en stikpille afsted i retningen af sin kollega.

-Det sjove ved ”Rejseholdet” er, at for en gangs skyld er du ikke med…, lyder det med et smil fra Jens Jacob Tychsen

-Det er den eneste, jeg ikke er med i, konstaterer Lars Ranthe tørt, før de begge to slår en latter op.

Jens Jacob Tychsen fik sin tv-debut i ”Rejseholdet”.

Han var med i to afsnit, hvor han spillede ham, Rejseholdet var efter nemlig den berygtede seriemorder, der fik tilnavnet ”Indianeren” med det borgerlige navn Simon Friis.

Siden må man sige, at det har CV’et har hobet sig op med tv-titler som ”Krøniken”, ”Forbrydelsen”, ”Borgen” og ikke mindst ”Badehotellet”, som har gjort Jens Jacob Tychsen til allemandseje.

Lars Ranthe må da senere i programmet krybe til korset og indrømme, at da ”Rejseholdet” kom ud, var det da én af de ting, han godt gad at have været med i.

Selv om det så ikke blev til en rolle i DR-serien, har han fået tv-titler som ”Sommer”, ”Dicte”, ”Herrens Veje”, ”Carmen Curlers” og ikke mindst ”Badehotellet”.

"Danske TV-seriers bedste" kan ses tirsdage på DR1 klokken 20.30 og på DR TV.

Læs mere om: