18. maj. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Casper Christensens datter brokkede sig over sin far, og han blev flov - så tog han konsekvensen

Casper Christensen. 
Casper Christensen.
Foto: Dan Mariegaard
Casper Christensen har i mange år haft det dårligt med, at han ikke var nærværende sammen med sine nærmeste, og da hans voksne datter påtalte det for nogle år siden, fik det ham til at ændre sig.

Casper Christensen har været kendt som tv-vært, komiker og meget andet i flere end 30 år, men i dag er han en meget anden udgave af sig selv, end danskerne ellers har kendt i mange år.

I mange år levede han et liv i overhalingsbanen, men nu er han blevet kristen og er flyttet på landet med sin familie. Torsdag aften kunne man se ham i ”I hjernen på stjernen”, og her beskriver han selv, at hans hustru har prøvet at være gift med to forskellige versioner af ham.

Siden 2014 har han været gift med Isabel Friis-Mikkelsen, som han også har to små børn med. Derudover har han to voksne børn, Cajsa og Marvin, med ekskonen Anette Toftgård.

Isabel Friis-Mikkelsen og Casper Christensen. 
Isabel Friis-Mikkelsen og Casper Christensen.
Foto: Dan Mariegaard

I DR-programmet fortæller Casper Christensen, at han i mange år har haft en skyldfølelse over ikke at have været til stede over for sine nærmeste – også selv om han troede, han var det – og først sent i livet fandt han ud af, hvad nærvær egentlig er.

På et tidspunkt italesatte hans egen datter sin fars manglende nærvær, når de talte sammen.

- Det interessante ved det er, at det ikke nødvendigvis er handlingen, men følelsen, energien og tanken i situationen. Min datter sagde for nogle år siden: ”Far, du er ikke nærværende. Det er rigtig irriterende for eksempel, at du kun ringer, når du kører bil”. Så sagde jeg: ”Nu må du holde op, der er to små børn – eller ét barn på det tidspunkt – der er små børn derhjemme og meget larm. Her er der endelig ro, og så passer det lige med, at vi kan snakke sammen, og så kommer jeg hjem”. Hun syntes, det var for ringe, og hun syntes ikke, hun kunne mærke mig, fortæller Casper Christensen i ”I hjernen på stjernen”.

Casper Christensen med datteren Cajsa i 2013. 
Casper Christensen med datteren Cajsa i 2013.
Foto: Claus Poulsen

Til at begynde med prøvede han at forsvare sig selv, indtil det gik op for ham, at han i højere grad ringede, fordi det var praktisk og passede ind i hans travle hverdag, frem for hans lyst til rent faktisk at snakke med sin datter.

- Da det gik op for mig, blev jeg så flov og berørt, og jeg har arbejdet med det. Jeg taler meget med hende, men jeg ringer stadig fra bilen. Jeg sagde til hende: ”Vi er et andet sted nu, men jeg har tænkt på, at jeg ringer stadig fra bilen”. Hun sagde: ”Ja, men det er fuldstændig underordnet, for jeg kan høre, hvorfor du ringer, og at du vil mig noget, så det har ikke noget med omstændighederne at gøre”, forklarede Casper Christensens datter til sin far, der i dag har lagt skyldfølelsen fra sig og er bedre til at være til stede sammen med dem, han holder allermest af – nemlig familien.

”I hjernen på stjernen” med Jan Hellesøe og Josefine Høgh som værter kan ses hver torsdag på DR, og næste uge er det Sofie Gråbøl, der er hovedperson.

Jan Hellesøe, Casper Christensen og Josefine Høgh. 
Jan Hellesøe, Casper Christensen og Josefine Høgh.
Foto: DR

Læs mere om: