23. okt. 2017
Af Luise Marie Bekker

DR om det næste Melodi Grand Prix: Bedre sange

Johannes Nymark og Annette Heick
Johannes Nymark og Annette Heick
Foto: DR
Nu kan du købe billet til dansk Melodi Grand Prix 2018, og DR lover, at sangene er i top.

Fra torsdag d. 26. oktober klokken 12 er det muligt at købe billet til dansk Melodi Grand Prix 2018, der finder sted 10. februar i Gigantium i Aalborg, skriver dr.dk.

Værterne er endnu engang Annette Heick og Johannes Nymark, og endnu engang skal 10 sange dyste om at repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Portugal til maj.

Én ting skiller sig dog ud fra de sidste par år, hvor DR har fået hug for at have for useriøse bud på plakaten. De lover, at sangene er bedre.

Sangene er dog ikke endeligt udvalgt endnu.

Melodi Grand Prix med professionelle

- I år har vi bedt om, at de indsendte sange skulle være professionelt indspillet, og det har gjort, at der er kommet flere seriøse bidrag end tidligere. Det er et superstærkt felt, vi har fået ind i år, og det gør faktisk, at det er svært for os at vælge de 10 sange ud, fortæller DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

Siden Emmelie de Forrest rendte med sejren i det internationale Grand Prix i 2013 med sangen "Only Teardrops", har det været lidt sløjt med de danske bidrag, og de sidste fire år har Danmark skuffet fælt ved Eurovisionen.

Men DR lover nu, at det bliver anderledes til næste år.

Skulle du have fået lyst til at tage glitterhatten på og se de 10 sange live og føle den danske Melodi Grand Prix-stemning i Gigantium i 2018, kan billeterne købes på drbillet.dk.

De koster imellem 215 og 465 kroner.

Læs mere om: