12. okt. 2023
Af Catja Klarskov

Efter kameraerne slukkede: Sådan har Sara og Rasmus fra Gift ved første blik det sammen i dag

Rasmus og Sara fra "Gift ved første blik". 
Rasmus og Sara fra "Gift ved første blik".
Foto: Brian Lichtenstein / Snowman Productions
I sidste afsnit af ”Gift ved første blik” valgte Rasmus at lade sig skille fra Sara. Nu fortæller de tidligere ægtefolk, hvordan de har det sammen i dag.

Det tegnede ellers lyst for Sara og Rasmus, der efter brylluppet svævede på en lyserød sky af begejstring over det match, som eksperterne i DR-programmet ”Gift ved første blik” havde fundet til dem.

Helt så let skulle det dog ikke gå.

Et par uger inde i eksperimentet måtte Sara og Rasmus nemlig sande, at de havde store udfordringer med deres kommunikation, hvilket blev et benspænd, det aldrig lykkedes dem at overkomme.

– Jeg følte et alt for stort pres, og nød virkelig at få lidt fri. Jeg trak mig ikke bare fra Sara, men fra hele eksperimentet med kamera og selvfilmen, forklarer Rasmus til BILLED-BLADET om den sidste uge i af eksperimentet, hvor hans batterier var så flade, og han hverken kunne overskue kontakt med Sara eller at deltage i eksperimentet.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-12/sara-og-rasmus-bliver-gode-venner.jpg
Sara og Rasmus blev gode venner igen, efter deres store skænderi i Dyrehaven i afsnit 6 af "Gift ved første blik".
Foto: Snowman Production

Det blev dog en afsked fuld af følelser, da Sara i det sidste afsnit modigt erkendte, overfor både ekspert, Rasmus og rullende kameraerne, at hun fortsat ønskede at ses og bevare relationen til Rasmus.

Det på trods af, at Rasmus netop havde afsløret sit valg om at lade sig skille fra Sara.

I programmet var det dog ikke en besked, der virkede til at gøre indtryk på Rasmus, hvilket, sammen med Rasmus’ ageren i den sidste uge af programmet, sårede Sara.

– Jeg var såret over hans måde at være på og af hans håndtering af den sidste del af eksperimentet. Også de ting, som han fik mig til at føle, at jeg havde gjort forkert, og måden vi snakkede sammen på. Så det er da klart, at jeg er skuffet og sur over, at jeg var blevet matchet med ham, lyder det fra Sara til BILLED-BLADET.

Efter optagelserne

Selv om Rasmus ikke mødte Sara med særlig anerkendelse for hendes mod i programmet, så er det alligevel noget, han ønsker at rose hende for på bagkant.

– Jeg synes, at det var virkelig modigt af hende at sige, hvad hun følte. Det giver kæmpe respekt herfra. Det ville jeg gerne have sagt, men hvad siger man i sådan en situation, hvor man lige har afvist et andet mennesker? lyder det fra Rasmus.

Sara og Rasmus skiltes med et kram, men selv efter kameraerne slukkede og presset fra eksperimentet blev elimineret, så er det ikke lykkes for dem at finde hinanden i et venskab.

Fra begge lyder det, at de kun har set hinanden ganske få gange, siden de lod sig skille i finaleafsnittet, og i dag har det tidligere ægtepar ingen kontakt til hinanden.

Siden optagelserne sluttede, er Sara derimod blevet gode venner med Mark, der i programmet er gift med Line. Sara og Mark bor kun fire minutter fra hinanden i Odense, og de fandt, kort efter optagelserne, hinanden i et venskab.

Sara kan desuden dele den glædelige nyhed, at hun har mødt en, som hun er meget glad for. Rasmus derimod ønsker ikke at kommentere sit kærlighedsliv yderligere.

– Jeg har delt nok om mit datingliv til et helt menneskeliv, så det vil jeg gerne holde for mig selv, slår han fast.

Årets sæson af ”Gift ved første blik” endte med, at Jeanette og Michael, som sæsonens eneste par, valgte at forblive gift.

Læs mere om: