31. dec. 2015
Af Liz Rørsig

Kåre Quist tager hul på nytårsaften på Fredensborg Slot

Kåre Quist.
Kåre Quist.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
DR1-værten Kåre Quist er sammen med kollegaen Tine Gøtzsche klar på Fredensborg Slot til dronning Margrethes nytårstale.
TV Avisens vært Kåre Quist tager hul på sin nytårsaften på Fredensborg Slot i selskab med kollegaen Tine Gøtzsche. De er nemlig værter ved dronningens nytårstale på DR1. Med sig har de Anette Kokholm, chefredaktør for Familie Journal, og politisk kommentator på Berlingske, Thomas Larsen. - Jeg arbejdede også nytårsaften sidste år, hvor jeg havde vagten på TV Avisen. I år bliver noget helt særligt med dronningens nytårstale, og det glæder jeg mig til. Den særlige stemning kan også mærkes på det store hold det står bag transmissionen, siger Kåre til BILLED-BLADET. SE BILLEDERNE: Dronningens nytårstaler Og Tine Gøtzsche tilføjer: - At arbejde nytårsaften på Fredensborg Slot er meget hyggeligt og stemningsfuldt. Det er noget andet end at have en vagt og møde ind til en almindelig onsdag. Det er lidt festligere og lidt sjovere, siger hun.

Kåre Quist fejrer nytår med sin Tine

Når kameraet er slukket, skal Kåre Quist fejre nytårsaften med en anden skøn Tine, nemlig hustruen gennem tre og et halvt år samt deres to-årige Carl. - Det bliver hyggeligt, men stille for allerede næste dag skal jeg være vært ved nytårstaflet og statsministerens nytårstale, så mon ikke jeg går rimeligt tidligt i seng? Jeg når nok et par glas champagne med min dejlige kone, og jeg skal da nå at se lidt på fyrværkeriet, lyder det fra Kåre. På TV 2 står værtsparret Natasja Crone og Morten Ankerdal klar på Fredensborg Slot, hvor Peter Mogensen og Anna Mejlhede kigger forbi. Natasja har i cirka 15 år været på arbejde på årets sidste aften. - På den måde er det blevet en fast tradition for mig at følge dronningens nytårstale ude fra slotspladsen – let frysende og med kolleger omkring mig! Det er meget hyggeligt. Vi skåler kort i champagne og smutter videre til vores forskellige arrangementer, fortæller TV 2-værten.

Læs mere om: