18. mar. 2014
Af Helle Skram de Fries

Line landmand går både i gummistøvler og stiletter

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/1st_9999_0.jpg
Foto: Niels Henrik Dam
Line Vanggaard Pedersen fra "De unge landmænd" synes, hun har verdens bedste job, selvom hun møder klokken 4 om morgenen.

Der er ikke mange unge, der vælger at være landmænd - og slet ikke mange kvinder, men 25-årige Line Vagggaard Pedersen fra Jerslev i Nordjylland er een af dem.

1. januar 2013 købte hun sin egen gård, Vester Hjulskov, i Jerslev. De 800.000 kroner på etableringskontoen røg til udbetaling og handelsomkostninger, og nu er der så en gæld på knap otte millioner.

Det bekymrer ikke Line, der er én af de otte landmænd, der medvirker i DR1-serien "De unge landmænd".

- Jeg har 60 hektar jord, og jeg har lært af Katrine Larsen fra "Matador", at jord er det sikreste at sætte sine penge i, fortæller Line, da BILLED-BLADET besøger hende hjemme på gården.

To jobs

Line elsker tv-serien "Matador" og gamle danske film. Men når hun og kæresten, Martin på 18, skal se tv sammen er det "Huset på Christianshavn.

Martin er også landbrugsudddannet. Når han ikke hjælper Line med gårdens 40 kvier og tre heste arbejder han med installering af staldmateriale.

Line har fuldtidsjob som driftsleder på forældrenes gård, Meller Hjulskov, der ligger lige ved siden af.

Her møder hun ofte klokken fire om morgenen - og bagefter er det hjem og passe sin egen besætning.

Men Line elsker det.

- Det er en livsstil at være landmand.

Sidder i byrådet

Ferie og fritid er der ikke meget af, men det sker da, at Line er en tur i byen - og så bliver de elskede gummistøvler skiftet ud med et par stiletter.

- Og jeg tager da også pænt tøj på, når jeg skal til byrådsmøder.

Line blev valgt ind i byrådet for Brønderslev i januar. Hun sidder for De Konservative, men far Poul er venstremand.

- Ja, han mener, det må være et udslag af omsorgssvigt, at jeg er blevet konservativ, fortæller Line med et grin.

Læs artiklen med Line i BILLED-BLADET på torsdag.

Du kan se næste program med De Unge Landmænd den 19. marts.

Læs mere om: