Lise Nørgaard: Trist Daniel skulle dø så ung

foto Jesper Sunesen

Matadors mor sender sin sympati til afdøde Jacob Dalsgaards efterladte. Daniel fra "Matador" er død, 47 år gammel.

Tirsdag, 23. februar 2016 - af Casper Nielsen
Lise Nørgaard, 98, er ked af nyheden om, at skuespilleren, som spillede Daniel i "Matador", er død.
 
- Jeg er meget ked af at høre om det. Det er trist, at han skulle dø så ung. Jeg kendte ham jo kun fra Nordisk Film i gamle dage, men han var en sød dreng, siger Lise Nørgaard til BILLED-BLADET
 
Alle "Matador"-fans kan huske scenen, hvor lille Daniel Skjern får en hest af sin bedstemor, men bedrøvet siger: - Jeg ville hellere have haft den af far.
 
Lille Daniel blev spillet af Jacob Dalgaard. 10. februar døde han, 47 år gammel. 
 
Det bekræftes af en dødsannonce i Politiken og af barndomsveninden Majbrit Høydrup, samt Jacob Dalsgaards ekskone, Anne Marie Lawætz, i  BT.
 
Jacob Dalgaard var en ud af fire drenge og unge mænd, der spillede Daniel Skjern i den populære DR-serie.
 
Han fik rollen som 10-årig og spillede med i fire afsnit. Rollen gjorde ham til et kendt ansigt i Danmark, men han har ikke arbejdet som skuespiller siden.
 
 

Lise Nørgaard: Perfekt til rollen som Daniel

- Jeg har ikke mødt ham siden, som jeg har med mange af de voksne skuespillere. Og han vidste jo heller ikke, hvem jeg var, da vi optog. Det var Jette Thermann, der castede ham, fordi han var så tydelig i sit kropssprog. Det var helt klart en sådan dreng, vi var ude efter, fortæller Lise Nørgaard.
 
- Jacob Dalgaard var søn af Ekstra Bladets stjernereporter Poul Dalgaard, som jeg også har kendt, husker Lise Nørgaard om journalisten Poul Dalgaard, der vandt Cavlingpriser, ikke mindst for sine afsløringer om ”Edderkoppen”, sortbørshandleren Sven Aage Hasselstrøm i 1949.
 
Jacob Dalgaard sang blandt andet med i Bachkoret i København i december sidste år, men fik det skidt i tiden derefter, og til sidst tog sygdommen livet af ham.
I "Matador" spillede Jacob Dalgaard med i bl.a. afsnittet ”I klemme”.  
 
Seriens første Daniel – der så ikonisk efterlades af Mads Skjern på trappen foran Damernes Magasin – spilles af Kristian Rem. Jim Erichsen spillede den unge Daniel Skjern, og Niels Martin Carlsen spillede den voksne Daniel  
 

Foto: All Over

LÆS MERE: Lise Nørgaard fejret på sin 98-års dag

Christian Degn
- DR