29. jan. 2017
Af John Lautrup

Mikkel Boe Følsgaard: Børn giver uendeligt meget

Mikkel Boe Følsgaard
Mikkel Boe Følsgaard
Foto: Hanne Juul
Mikkel Boe Følsgaard fik barn nummer to kort før jul. En datter. Hun kan glæde sig til samme kærlige omsorg som Melody i "Arvingerne".

Mikkel Boe Følsgaard, 32 år, er en ualmindelig god pleje- og legefar for familien Grønnegaards lille efternøler, Melody, i TV-serien "Arvingerne".

Glæden ved børn har han helt tæt inde på livet i sit eget liv som far til to.

Han er i øjeblikket på barsel, efter at han og kæresten, Freja Friis, fik en datter kort før jul. I forvejen har de en dreng på tre år.

- Der er så meget, der er givet på forhånd ved at være forældre. Hvis man er til stede derhjemme og er frisk og har energi, så får man uendelig meget igen. På den måde er det jo enkelt at være far. Men der er selvfølgelig også en hverdag, som kan være travl, og hvor man godt kan tage sig selv i at være stresset over, at man ikke er ordentlig til stede hverken hjemme eller på arbejdet. Så det er da også en svær balance, siger Mikkel Boe Følsgaard om forældrerollen.

Hvor "Arvingerne" i høj grad handler om, hvilke værdier forældregenerationen giver videre til børnene, skal den trafik gå begge veje hjemme hos Mikkel Boe Følsgaard.

- Jeg vil gerne give det videre, at vi ikke kun har en relation, hvor jeg skal lære dem en hel masse, men hvor jeg også forhåbentlig på et tidspunkt kan lytte til dem og forstå verden gennem dem. Det vil være virkelig ønskværdigt, at man kan give noget begge veje, siger han.

Læs mere om: