3. apr. 2023
Af Majken Munk

Morten Hee Andersen afslører nye detaljer om Carmen Curlers: Det går vildt for sig!

Morten Hee Andersen og Rosalinde Mynster i Carmen Curlers
Morten Hee Andersen og Rosalinde Mynster i "Carmen Curlers"
Foto: Martin Juul/ DR
Optagelserne er i fuld gang til den anden sæson af DR-hittet ”Carmen Curlers”, og nu løfter hovedrollen Morten Hee Andersen nye detaljer om arbejdet.

I efteråret fik danskerne lov til første gang at dykke ned i den medrivende historie om Arne Bybjerg, der står bag de elektriske hårcurlers.

Det var Morten Hee Andersen, der gav den som forretningsmanden, der bare ville slå igennem.

Han vender også tilbage i rollen, når DR sender anden sæson af den populære ”Carmen Curlers”.

For tiden er han i gang med at optage sæsonen, og nu sætter han ord på, hvordan det går med arbejdet.

- Det går godt. Vi er i fuld gang med ”Carmen Curlers”, fortæller Morten Hee Andersen til BILLED-BLADET, der møder ham til Bodilprisen 2023.

Morten Hee Andersen
Morten Hee Andersen til Bodilprisen 2023, hvor han var nomineret til "Bedste mandlige hovedrolle" for "Krysantemum". Desværre vandt han ikke.
Foto: Birger Storm

Han understreger, at der venter store oplevelser for seerne – og de skulle være ret vilde.

- Vi løber stærkt og gør alt, hvad vi kan for at lave den fedeste sæson to, så folk har virkelig noget i vente. Det går vildt for sig, fortæller skuespilleren.

Så snart han har afsluttet optagelserne i løbet af de kommende måneder, vender Morten Hee Andersen efter en rum tid tilbage til de skrå brædder.

Det kunne han også fortælle, men hvad der præcis var tale om, kunne han ikke røbe yderligere.

- Jeg glæder mig meget, understreger Morten Hee Andersen.

Læs mere om: